I. akt, i Rom
I. akt, V. scene, handlingens strategi
– Nu må vi sørge for, min ven Lucius, at det aldrig kommer ud, det vi taler om her i dine aflytningssikrede haller. Du har vel ikke spioner posteret i hver niche og bag hver søjle? Du har vel ikke folk med pen og papyrus til rådighed, som kan gemme vores talte ord for eftertiden?
– Jeg er med på at vi skal sikre vores fortrolige samvær mod forstyrrelser, kun for at tænke bedre, ikke af nogen anden grund, ikke til noget andet formål. Jeg kan ikke se hvorfor det ikke må komme ud. Hører du hvad jeg siger? Du er en farlig gæst at have boende.
– Muligvis! Folk kunne let miste deres illusioner. Det kunne let føre til uenighed, skænderier, ufred.
– Du skal ikke være konfliktsky på kommende generationers vegne.
– Tænk al den kritik vi får!
– Det skulle da kun smigre dig! Kritik er ros, kritik er anerkendelse! I forvejen kritiserer de hinanden for hvad de kan finde på, nogle for at omgås sandheden lemfældigt, andre for at være bange for alt og alle, vi kunne måske risikere at beskyldes for at tage dybt alvorlige emner for det rene pjat! Og modsat, vice versa, tage det rene vrøvl for alvor! Jeg ved det ikke. Jeg tror du skal være ligeglad. Nogen skal selvfølgelig henrettes for at sige sandheden, hver eneste henrettelse i magtstyrede samfund udstiller magthavernes løgne. Dødsstraf er altid en kalkuleret risiko for den samvittighedsfulde, mere end det kan de dog ikke true os med.
Paulus lytter til fjerne lyde, som kan være råb fra gaden, fra en af de indre gårde eller fra bygningens sale og gangsystemer.
– Som det ser ud nu, siger Seneca, – i betragtning af det der foregår omkring os, – måske ikke helt usandsynligt at sådan nogle som os henrettes, på et tidspunkt efter ordre fra den indbildske narcissist. Magt parret med uvidenhed og paranoia kan føre til henrettelse som beroligende middel, når passende motiver synes at være til stede, visse betingelser synes at være opfyldt, og humøret er til det. Det eneste der interesserer tyranniske magthavere er som bekendt at holde fast på magten, ikke på nogen måde slippe den af hænde, forebygge ethvert anslag mod den. Efter magtens sødme kommer nedstigningen fra tronen og turen til dom, straf, hævn og pine, afståelse af privilegier, fratagelse af hæderstegn og eftermæle, nedrivning af statuer og mausoleer, derfor deres løgne! Hvis de ikke allerede er eksekveret, ekspederet, kremeret, pulveriseret, kasseret…
– Sh! Pas på! Kan nogen høre os? Hvis de hører hvad du siger, altså – jeg tænker bare…
– Ja ja, siger Seneca, – tænk du bare. Nu ikke så højlydt, som du selv er inde på. Men for at komme tilbage til sagen. Det kan godt være at vi ind imellem stiller hinanden nærgående spørgsmål. Men vi må ikke tage det personligt, reglen vi har indført. Faktisk interesserer du mig ikke, det regnede du vel heller ikke med? Jeg skal ikke psykoanalysere dig, det er der ingen grund til, og det gider jeg ikke. Det er ikke dig det drejer sig om, vi skal ikke vide noget om dig, vi vil ikke vide noget om dig, vi ved intet om dig, det er også ligegyldigt hvad vi ved om dig, og hvad vi skulle mene om dig. Du er ligegyldig, forstår du? Det kommer ikke an på dig, heller ikke på mig! Det kommer ikke an på os, det kommer slet ikke an på personer, det kommer kun an på det du tænker, det du gør, og den betydning det har! Og på det du skriver, selvfølgelig. Som påpeger nødvendigheden af en universalistisk verdensreligion, og som du lægger mere vægt på, en universalistisk verdensorden.
Med lighed mellem mennesker!
– Som der er behov for, tak for din anerkendelse!
– Ulighed findes overalt, uanset samfundsorden, uanset styreform. Hos autokraterne praktiseres ulighed som metode, hos dem der har folket med sig, opstår den bare. Ulighed i rang og stand, i status som følge af ophav, slægt, afstamning, sprog og fødested, og overalt ser vi en udbredt kønsulighed, for nu at komme ind på kvinderne. Selv hos filosofferne! Sådan bør det ikke være, tænk på de steder hvor alt afgøres mand og mand imellem, der går det altid galt.
– Det har mændene altså ikke eneret på, det sker også mens der er kvinder til stede. Messalina og Agrippina løste i hvert fald ikke flere problemer end de skabte. Selvom Agrippina sørgede for at du fik det mest indflydelsesrige job der findes?
– Det var måske nok en del af problemet. Bortset fra det – du har også selv et problem med kvinder. Du siger at de ikke må tale i forsamlinger.
– Åh, et øjebliks irritation, du skulle vide hvordan de kan finde på at opføre sig i menighederne, for eksempel i Korinth. Det skulle nok ikke være skrevet, den bemærkning slipper nok ikke igennem i en revideret version. Jeg kan bare ikke holde deres evindelige knævren ud, når vi andre skal lytte til vores himmelske guds ord sammen, stille og andægtigt. Bortset fra det, lod du ikke også dig selv distrahere en smule, faldt du ikke også selv over en køn blomst på vejen, som gerne ville plukkes?
– Smukke åbenbaringer der kan opstå på veje betros det desværre ikke mig at modtage. Og jeg plukker ikke blomster. Der var en prægtig blomst i hoffets gemakker, som gerne ville vandes. Allerede omplantet, og forsvarligt sat i vase. Jeg siger ikke nej til at vande blomster.
– Og gøde dem?
– Det tilkommer ikke min ringe stand at interferere i den kejserlige slægts private anliggender.
– Men når hun gerne ville? Der kunne jo også tænkes at der lå en snedig familieplanlægning bag? Noget med, om man så må sige, at gøre noget ved den måske lidt tvivlsomme og degenererede arvemasse?
– Jeg må advare mod udtalelser som fra den kejserlige slægt kunne ses som injurierende! Der kunne – teoretisk set – have groet en sådan sammensværgelse frem, bag min ryg. Den slog i så fald fejl. Hvad jeg fik ud af det var otte år på Korsika. Der ligger kvinder bag alt, siger man. I mit tilfælde også bag at blive taget til nåde og siden anbragt mere bekvemt indenfor den kejserlige families rækkevidde.
– Messalina og Agrippina?
– Nu ingen personligheder! Jeg blev som bekendt hentet tilbage og pålagt ansvaret for uddannelsen af en ung arving til kejserembedet, vores nuværende kejser. En vis grad af anerkendelse og tillid lå vel også bag. Kvinders veje er uransagelige, i hvert fald visse kvinders. Så ikke et ord mere om kvinder! Og glem alle bemærkninger om Agrippina.
– Hun slap heller ikke godt fra det. Tænk at blive aflivet på befaling af sin egen søn! Når hun bare ville noget så uskyldigt som vippe ham af tronen! At være kejserens mor er dog noget, men selv at sidde på toppen af magten er mere. Var der ikke noget med at du selv var inde i billedet som kandidat til stillingen som kejsergemal? Ikke dårligt tænkt af hende som talentspejder…
– Nu holder du! Man modsiger ikke sin kejsers befaling, heller ikke sin tidligere kejserindes! Jeg har været til tjeneste i en betroet stilling, og på ingen måde givet min eks-kejserinde anledning til spekulationer i magtskifte. Men nogle gange kan ambitioner føre folk hen til og langt ud over grænsen for ret og rimelighed, ja tilmed over grænsen til vanvid. Denne eks-kejserinde, den nuværende kejsers moder, kunne se sin søn i færd med at puste sig op som en uregerlig tyran, og rent teoretisk se sig om efter en bedre løsning for imperiet. Og for sig selv! Hun ville have magten, hvad den end skulle koste, ikke stå tilbage for nogen. Du har vel hørt om Herostratos? Som kun kendes for det lidt han gjorde, især for det intet som han ikke gjorde, ingen kan have mindre betydning end ham! Men at sætte ild til byens helligdom for at blive berømt! Det kunne han finde ud af, det gjorde han, og berømt blev han! Uden nogen anden grund! Blev han mere elsket for hvad han havde gjort? Mere skattet, mere værdsat? Mere forhadt måske, uden betydning, utroligt hvad folk finder på for at blive kendt! At man så samtidig bliver hadet, forhånet, foragtet, latterliggjort, det betyder ikke noget, bare man bliver kendt! Kendthed, det mest foragtelige der findes, enhver kan blive kendt uden grund, man kan sagtens blive kendt med den dårligst tænkelige grund til det, gerne ved at gøre noget grænseløst tåbeligt, absolut helt uden grund! Selv ved at lade være med at gøre noget man ikke engang har nået at finde på. Alligevel er der nogen der lever for fem minutters ubegrundet opmærksomhed og tror at det kan gøre dem udødelige!
– Jeg ved ikke hvad du hentyder til, Lucius. Sådan er det selvfølgelig ikke for alle, slet ikke her, heldigvis. Vi to har ingen interesse i at blive kendt. Din hensigt er at udøve en storslået gerning under ansvar for et imperium personificeret af den til enhver til rådighed værende kejser, så tosset det end lyder, men sådan er det indrettet. Min hensigt er at skænke verden den endelige og absolutte sandhed. Jeg har opsøgt dig, det skal jeg ikke skjule, for at opnå noget, for at komme nærmere til dette formål, så skal det senere vise sig om det har nyttet noget. Du har heller ikke prøvet at skjule din skrumpende indflydelse. Vi må forberede os på at vore veje må skilles. Jeg har ventende opgaver og uindfriede løfter foran mig, og idet jeg snart må takke dig for din venlige modtagelse – måske pånær det lille uheld i begyndelsen – har jeg en enkelt lille bøn til dig. Du må ikke skrive og udgive noget biografisk om mig. Det gør jeg heller ikke om dig. Vi skal ikke bidrage med stof til byens personfnidder, det kan de andre gøre, sladretaskerne, og det bliver uden undtagelse både forkert og dårligt.
– Selv tak. Jeg skal ikke stå i vejen for din fortsatte oplysningskampagne med fantasifulde tanker om opstandelse, frelse og evigt liv. Jeg ønsker dig især held med udbredelsen af dine universalistiske idéer om denne tilværelse med et liv mellem mennesker i lighed og frihed. I livet før døden. Håber ikke besøget her har skuffet dig for meget, min handlemulighed er indskrænket, som du selv har bemærket. Dine tanker kunne i heldigste fald gøre verden til et bedre sted for alle. Jeg har også en lille bøn til dig. Videregiv ikke så mange detaljer, om hvordan jeg bor, om maden, bekvemmelighederne og mit folkehold, mine tjenere. Det kan være afslørende. Ikke mindst om mine kejserligt tildelte men tvangspålagte privilegier, som min tjenerstab ikke har samme del i, lad det være indrømmet. Og ikke mindst – hold venligst dine insinuationer om hoffets interne forhold for dig selv. Og dine antydninger om min beskedne andel deri. Husk endelig på, at mine metoder til at forbedre samfundsforholdene ikke udfolder sig lige så pludseligt som dine, de tager tid. Tænk slutteligt på, at fremtidige historikere sandsynligvis vil kunne gennemskue vores små løgne. At de så først gør det om hundrede eller tusind år, det er deres problem. I mellemtiden vil de sikkert meget gerne bruge vores historie i deres fortælling om at forankre romerkirkens kristelige oprindelse og grundlag, på dette sted, og med din mellemkomst, men lad det være vores hemmelighed, det kan vi ikke gøre noget ved, det må blive deres sag. Og skynd dig hellere, vi mærker stadig omgivelsernes uro komme nærmere.