I. akt, i Rom
I. akt, II. scene, hos Seneca
Denne måneds audienssøgende gæst nummer XXIV viser sig at rumme nogle muligheder. Han er i besiddelse af nogle interessante oplysninger. Pågrebet under forsøg på indtrængen, modstod de obligatoriske prøvelser under moderat fysisk pres, en metode vi i øvrigt må holde under observation og skærpet kontrol, snarest. Nogle af fangevogterne tolker reglerne temmelig frit, efter hvad jeg hører. Grænsende til det utilladelige, hvilket visse synlige skader hos eksempelvis denne gæst kunne tyde på. Det går jo ikke, hvis vi gerne vil fremstå som strenge men retfærdige.
Men nu denne fange. Det blev mig anbefalet at tage ham i forhør. Det må ske under fire øjne. Personligt. Naturligvis i sikret tilstand, forsvarligt lænket, som foreskrevet ved forhør som dette.
Som følge af særlige omstændigheder er der taget foreløbige efterretningsoplysninger på ham, og der løber stadig noget ind. Vi får se.
– Hvem er du? spørger Seneca, da gæst XXIV får foretræde. – Hvad vil du her?
– Paulus er mit navn, Kristus er opstanden! Det er mit ærinde! Som jeg allerede har prøvet at forklare fire gange…
– Ja ja, der er nogle sikkerhedsprocedurer. Vi kan ikke have alle og enhver til at fistre rundt her. Kan du forklare, hvordan tror du det kunne lade sig gøre for netop dig at slippe gennem kontrollen?
– Jeg har noget vigtigt at fortælle dig! Alligevel måtte jeg vente i flere dage. Køen var lang, og jeg blev pågrebet og sat tilbage til start, igen og igen! Når jeg endelig nåede frem til en kontrol, blev jeg udspurgt og anbragt i en ny kø. Det gentog sig fire gange, som jeg siger…
– Fire gange kø? Alle er velkommen her! Hvornår indgav du din ansøgning?
– Ansøgning? Jeg ansøger ikke om noget. Jeg møder op som jeg er, fri, stolt, uanmeldt!
– Der har vi forklaringen. Vagterne skal holde folk væk, de skal ikke vurdere tilfældige vagabonder som dig, dem skal vi ikke have til at rende rundt, snuse i affald og efterladenskaber, ligge og sove i gangene, stinke, samle rotter og lus, og skræmme ordentlige folk væk. Det virker utryghedsskabende! som de siger. Vores vagtmestre er blevet ret nærtagende i den sidste tid.
Paulus retter sig fortørnet op, har ikke lyst til at stille sig ydmyg an som gæst.
– Jeg blev behandlet arrogant! Og brutalt! Vagterne lod mig sidde på bænken ved porten i timer og dage jeg opgav at tælle, hver dag så jeg en lang række andre audienssøgende blive kaldt forbi! Ingen bekvemmede sig til at høre på mig! Jeg blev passet op af to robuste vagter udstyret som kampklare gladiatorer, de tog vandrestav, sandaler og bylt fra mig, og kropsvisiterede mig for at se om jeg var omskåret eller ej! “Hvad vil du her?” spurgte de, præcis som du selv spurgte lige før. Og bænken! Den er skrå! Vidste du det? Man kan ikke tillade sig at falde bare en lille smule i søvn, så glider man straks helt ned til porten igen! Hvis man ikke ramler ind i de andre, men de er jo allerede ekspederet forbi!
– Det står ikke i politirapporten, den har jeg fået. Her bliver du afhørt med en sigtets rettigheder, er du bekendt med dem? Du har ikke pligt til at udtale dig, alt hvad du siger kan blive brugt imod dig.
– Jeg er her kun for at udtale mig! Jeg kender ikke til nogen sigtelse! Alt hvad jeg siger kan kun hjælpe mig, såvel som det kan hjælpe andre!
– Sigtelsen mod dig lyder i øjeblikket kun på ulovlig indtrængen, men kan udvides alt efter hvad du finder på at sige, du er nok klar over at alt kan blive brugt imod dig. Har du noget at tilføje?
– Det skal jeg da lige love for, hvis vi nu kan gå til sagen, til mit ærinde, til grunden til at jeg kommer her!
– Du skal såmænd bare svare på hvad du bliver spurgt om.
– Det har jeg sandelig tænkt mig, nu du spørger om jeg har noget at tilføje!
– Lad gå. Inden jeg tilkalder skriveren, vil jeg gøre dig bekendt med strafferammen for dine forseelser. Som altså kan udvides sammen med en eventuel udvidelse af sigtelsen, som tidligere antydet.
– Tilkald endelig alle de skrivere du vil, tilkald det halve Rom! Jeg er her for at udbrede budskabet om Jesu Cristi opstandelse!
– Og du er blevet advaret. Skriveren lader vi vente til du har erklæret dig indforstået med betingelserne. Hvad jeg har noteret mig, udenfor notat, er din insisterende facon og dit kampberedte temperament.
– Jeg bereder mig absolut ikke til nogen kamp, men jeg benytter enhver lejlighed til at udbrede det største glædesbudskab, Kristus er opstanden!
– Og her nærmer vi os betænkeligt en betragtelig udvidelse af sigtelse såvel som strafferamme. Tror du vi har religionsfrihed her?
– Det siger rygterne, men det er ikke hvad man ser i praksis! Kunne I dog bare forene teori og praksis, lade praksis følge teori, ikke omvendt, så var det til at have med at gøre!
– Det kan der være noget om. Du har muligvis ret. Tvivl bør komme den sigtede til gode. Retssagen er udsat, imens må du give din beretning forfra. Helst med et mere tempereret temperament og i et mere behersket toneleje. Der vil gå lidt tid, jeg har nogle uopsættelige ærinder i embeds medfør.
Da Seneca kommer tilbage, fornemmer Paulus på lyde og lugte at det uopsættelige ærinde nok nærmere har haft karakter af frokost end af uopsætteligt arbejde.
– Som jeg siger, fortsætter Seneca, – indgiv en klage. Det hjælper ikke, men muligheden skal være der. Du kunne bare have skrevet. Som chef for statens sikkerhedsråd må jeg iagttage de gældende regler, udformet af mig selv. De foreskriver brevhemmelighed, din ansøgning ville med garanti være nået frem, i det mindste til sekretariatet, al post til mig er klassificeret! Og al post fra mig, selvfølgelig. Ingen i postvæsenet tør smide mine breve væk, hverken til mig, eller fra mig. At du får foretræde for mig hører i øvrigt til undtagelserne, de fleste ekspederes i departementernes sekretariater.
Nå, lad mig så høre! Og fortæl mig først hvorfor det er lige her, hos mig, du vil lette dit hjerte?
– Nu lykkedes det da endelig for mig at blive lukket ind, endda at komme i audiens, efter den temmelig ugæstfri modtagelse. Ja, nu hvor jeg omsider er sluppet forbi de hårdhændede vagter og de mistroiske udspørgere med al deres hån og latter og kærtegnende leg med knive og køller, så skal jeg da gerne fortælle om grundene til at opsøge den viseste mand i det mægtigste rige af alle, det mægtige romerske imperium. Jeg ved da udmærket hvem Seneca er! Den Seneca som er dig, som jeg har opsøgt ikke kun på grund af din status og indflydelse, også lokket af rygterne om dine opbyggelige taler, dit ædle sindelag, dine humanistiske tanker og din etiske indstilling, som du ikke undlader at belære andre om, hvis de fortjener det, og som du er blevet berømt for i hele riget, med alle de tilstødende lande og protektorater, som imperiet ædelmodigt har taget under sin beskyttelse!
– Tak tak, smiger hjælper ikke her, det trækker fra! Kommer der én bemærkning mere af samme skuffe spilder jeg ikke mere tid på dig. Ser du den mandshøje gong der? I sit solide ophæng, ciseleret og dekoreret med bronzefarvede mønstre i cirkler om den polerede midte, og med den tunge kølle ved sin side, polstret med blødeste antilopeskind? For nylig hjemført fra østlige provinser. Dens myndige klang, stigende i styrke fra det næppe hørbare anslag til den ubærlige, metalliske myndighed! Den tilkalder vagtmandskabet, som du vistnok trænger til at lære lidt bedre at kende. Og jeg spurgte dig hvorfor du kommer netop her, og jeg vil høre én grund og ikke flere! Flere grunde er ingen grund!
– Forstået. Det kan muligvis misforstås, det ærinde jeg kommer med, det kan forveksles med det som alle sælgere og handelsrejsende prøver på, at påføre kunden et indbildt behov! Men jeg har én altoverskyggende grund. Som er at forkynde den største og reneste sandhed!
Kristus er opstanden!
Det vil sige, han døde men steg til himmels, og på den himmelfærd tog han alle vores synder med sig!
– Vi kan alle dø, tilgives for vores syndighed og syndige gerninger, og leve lykkeligt i evighed, hvis vi tager imod Hans nåde og velsignelse!
– Altså en slags rejsende i religion, konstaterer Seneca lavmælt, med pande og næse rynket i mishag. – “Og leve videre i lykkelig uvidenhed?” Ikke den bedste anbefaling.
– Sig ikke det! Det er en tro med en fremtid for sig! En stor fremtid for den der tilslutter sig! For ikke at sige for alle dem, som tilslutter sig!
– Altså i håb om mere end bare at blive religionsstifter. Jeg synes jeg har hørt den slags salgstaler før. De færreste når længere end til at blive arresteret, de fleste ekspederes omgående, med eller uden rettergang. Smidt for de vilde dyr, næste gang der er forestilling i arenaen.
– Vi bliver de styrende! Vi bliver dem, alle må omvende sig til!
– For at blive rig? Vil du være rig, som det siges, ikke bare rig, men stinkende rig, som de siger, så skal du stifte en religion! Men jeg investerer ikke i religioner!
– Det ligger ikke i opdraget. Vi har folk fuldt beskæftiget med at skrive trosartiklerne, ja ikke mange, det er jo så nyt, og ikke alle kan skrive. De bliver bedt om at notere hvad de kan huske om hvordan det gik for sig, dengang vores frelser gik rundt, tog et opgør med de mest fundamentalistiske blandt farisæerne og lagde grunden til en hurtig opgradering af deres tro. En forbedret religion, forestil dig det, en universel religion – som vil stifte fred mellem alle! Faktisk behøver vi ikke kassere den gamle, vi vil bare gøre den stærk, robust, smidig, nutidig og tilgængelig for alle, ikke kun for et udvalgt folk med den rigtige afstamning, med den rigtige lov og de samme komiske ydre tegn på pagten med Herren din Gud. Herregud, glem det! Det er så uambitiøst. Små folk med små ambitioner på andres vegne men store på egne, virkelig så småt, egoistisk, småborgerlig stammetænkning. Et par enkle men nødvendige korrektioner skal der til, det er nok til en påkrævet modernisering, og så vil troen blive verdensomspændende! Ja, nu skal du høre. En lille flok fulgte Ham, vores frelser, ikke stor, men stor nok til at overbevise enhver retfærdig domstol, hvis de skulle blive trukket ind som vidner i en retssag. Men hvor kunne man finde sådan en retfærdig domstol? Ingen gad høre på dem, de var jo afvigere som ikke lignede alle andre, og de blev forfulgt, som de hjemmehørende behandler de fremmede, som de mange behandler de få. Overmagten var for stor, og Han selv, vores stifter og grundlægger, Han blev forrådt, fanget og arresteret, og henrettet for øjnene af en folkemængde, så stor som alle vores nye menigheder tilsammen, måske endda større. Uden rettergang er måske så meget sagt, men folk er jo altid helt vilde med at se nogen blive smadret! At se en forræder blive hængt op på en pæl og dø pinefuldt langsomt til afskrækkelse! Så er der ikke noget bedre, de elsker at se en modstander forhånet, ydmyget, lidende i fortvivlelsens smerte! Nu er de spredt i alle retninger, de tolv tilhængere der fulgte Ham, heraf de fire referenter, som samler hvad de kan skrabe sammen af oplysninger og fortæller om det til alle der kan skrive, og de arbejder for tiden på fuld kraft på at dokumentere alle beretningerne om Ham. Og så kvinderne der var med Ham, dem i familien, dem der var betaget af Ham, og dem som bare fulgte. Og så alle de små grupper af tilhængere, som stadig bliver forfulgt, massakreret og udrenset. Jeg var selv beskæftiget med dette forholdsvis ubehagelige arbejde, må tilstås, dog ikke ret længe, Herren være deres sjæle nådig. Men det afgørende er: Nu er Han ikke længere død! Han er genopstanden!
– Ja, det er godt med dig. Hvem henrettede ham?
– Besættelsesmagten! Den romerske hær havde magt over provinsen, den romerske besættelsesmagt beordrede kongen til det!
– Du sagde at det var folket?
– Ja, folket ville have underholdning, den romerske besættelsesmagt tvang kongen til at følge folket, så man kunne få ro!
– Åh ja, befrierne kalder du selvfølgelig en besættelsesmagt. Nu er du under dens beskyttelse. Herefter kalder du den beskyttelsesmagten, forstået! Men kongen?
– Herodes, ja. De hed allesammen Herodes i de år, en familiesvaghed. Han her hed desuden Agrippa, og var venskabeligt stemt med kejser Caligula, som du vel har hørt om? Forresten, var der ikke noget med en lille affære med en yngre dame ved hoffet, noget med kvinders indflydelse…
– Skal jeg få dig gjort til dyrefoder? Slug dine antydninger, hold dig til sagen og hold dig fra personligheder! Du bevæger dig på farlig grund, du provokerer et vink fra min lillefinger, den kan mere diskret end gongen ekspedere dig udenfor og afslutte denne venskabelige samtale før den er begyndt! Tilbage til henrettelsen!
– Okay. Som du vil, mener jeg. Der er noget med årsag og virkning, der er noget med hændelsesforløb, der er noget med ansvarsplacering. Og med ansvarsfordeling. Derfor ender ansvaret hos det svageste led, her hos folket, som altid bliver spurgt mens det er mest ophidset. Sådan skal den ged barberes, som de siger.
– Åh ja det er godt med dig, den ged, den ged. Den kaldes folkedomstolen! Den gamle historie, der er potentiale i historie. Man kan også sige det sådan, at når hæren gør jeres kombinerede stifter af fred og ufred til martyr, får I to fordele: Martyriet i sig selv, det skal nok give sympati. Og at komme af med ham, endnu bedre. Det er godt med et martyrium, men heller ikke tosset at slippe fri for selve hovedpersonen, så har I det hele for jer selv.
Titel og navn på den romerske befalingsmand der beordrede henrettelsen?
– Pontius Pilatus, vistnok, Rang og stand kan du nok få oplyst bedre hos andre kilder end mig.
– Hvor mange har I til at formulere disse vidnesbyrd?
– Kun fire, som sagt. Og mig selv, sagt i al ubeskedenhed, med mine egne iagttagelser. Ikke af henrettelsen, men af konsekvenserne.
Synd der smutter noget med, om min irritation som utålelig chef, synes de nok, dovne som de er, i menighederne. Men så er der vist ikke brug for flere til at skrive og fortælle. Verden venter på evangelisterne, endnu mere dovne end menighederne, kunne de dog bare gøre sig færdige!
– Godt. Jeg skal ikke gøre mig klog på populistisk ledelse. Du påstår at afdøde går igen, men hans genfærd vil ikke sige noget? Sørg nu for at skrivernes vidnesbyrd – det de fanger med det ene øre og når at grifle ned inden det smutter ud af det andet – ikke kommer til at ligne hinanden for meget, for så vil man udlægge det som aftalt spil. Det kommer til at tage tid! Men I kan nå at lægge kimen til noget der kan vokse sig stort, man ser det for sig, imponerende, anerkendelsesværdigt. Men farligt! Du kender vores stat, og vores system. Ikke for at prale, men ganske velfungerende og effektivt, ikke sandt? Du tør selvfølgelig ikke sige andet. En enkelt svaghed har det dog. Systemet med én og kun én hersker i spidsen af det hele! Deri ligger svagheden, usikkerheden og manglen på stabilitet. Jeg selv har haft til opgave at opdrage vores nye kejser, iscenesætte ham, gøre ham klar til sit embede, ja sådan må man se på den funktion, som et embede kejserne skal bestride. Det stiger dem til hovedet, de fleste af dem, de begynder at betragte imperiet som deres ejendom, de er jo ikke bedre end mennesker. Hvorefter de misbruger magten i egen interesse, men udlægger det som en fordel for imperiet. Den er jo helt gal. Det må I undgå, hvis eller når I skal stifte en magtfuld organisation. Husk at have folket med hele vejen! Nødvendigt for at få succes. Ellers – for løverne. De er sultne, ved fordringstid to gange om måneden.
Lige en ting mere, for din egen skyld: Alt hvad du hører her, er dybt fortroligt!
Han er ret talelysten, tænker Seneca. Viser sig sikkert som en værdifuld kilde, dette møde bliver ikke det sidste. Ganske velorienteret, ikke kun hvad angår de forskellige rejser og de mange egne han beskriver, også om de svage punkter i dette imperiums hemmelige efterretningsvirksomhed. Kan nemt blive et problem. Visse lækager kan have givet ham stof til statsundergravende virksomhed. Ikke kun alt dette, som om det ikke var nok, han har også detaljeret kendskab til forholdene i vores ellers stærkt bevogtede centraladministration. Dette er for mig særlig pinligt, pligten til at forhindre den slags lækager ligger jo i mit embedsområde. Farlig viden hos en farlig mand, han skal ikke regne med at se dagens lys igen foreløbig.
Det er den ene side af sagen. Den anden side er hans åbenlyse organisatoriske evner, som vores kilder beretter om.
Jeg skal have ham under bearbejdning, få ham rullet rundt som de siger, indtil han vil samarbejde. Jeg ved nok om karakterer som hans. Moderat fysisk pres fører ikke til noget. Slet ikke hvis man forstærker det, som vagtmandskabet ønsker, så mister vi bare en informant, en nyttig kilde, en mulig uvurderlig allieret. Han omtaler sit projekt oprigtigt begejstret. Antyder et enormt potentiale i et samarbejde, på hans præmisser hvis jeg forstår ham ret, men med visse muligheder efter min vurdering. Skal mærke efter om der kunne ligge et interessant investeringsprojekt. Jeg tager det roligt, lader mig ikke lokke, må bevæbne mig med vanlig skepsis og skærpet klarsyn, altid nyttigt i situationer svære at håndtere. Ja undskyld, nu skal selvtilliden heller ikke løbe løbsk. Også den har jeg før kunnet kontrollere om nødvendigt, hvad det sandelig har været, ind imellem.
Senecas tænkepause får Paulus til at se sig lidt rådvildt omkring.
– Bare rolig, siger Seneca, – vagterne holder sig på afstand, der er ingen aflytning.
Godt. Du sælger altså indbildning. Det skal du nok få held med, folket ønsker sig intet mere end at blive vildledt. De vil for alt i verden flygte fra virkeligheden, hellere se bagud og til siden end lige frem, hellere snakke udenom end tale om det egentlige. Undgå ubehageligheder. Hellere komedie end tragedie. Det er lige hvad religioner kan bruges til! Ser du ikke hvad der kan ske? Hvor mange mennesker tror du der er på jorden? Som du ved, nogle steder lever de spredt, andre steder tæt. Hvis man ikke gør noget ved det, bliver alle provinser i udkantområderne snart lige så tæt befolket som hovedstaden her, Rom! Hvordan skal de skaffe sig føde? Komme af med deres affald, efterladenskaber og døde? Vil de ødsle med deres overflødige liv i pragt og luksus, vil de hellere henslæbe deres kummerlige tilværelse i usselhed og fattigdom?
– Der vil også blive ved med at være krige…
– Er det et behov, en trussel, et forslag? Skulle det være din løsning på det? Er det ikke fredens og kærlighedens religion du prøver at promovere? Ser du din Gud som gartneren der beskærer avlen, som hyrden som decimerer hjorden, så den ikke græsser sig til sult, hunger og død?
– I paradiset græsser lammet og løven side om side…
– En vegetarisk løve? Er det nu klogt. Har du tænkt dig at operere koens tandsæt og dens fire maver ind i løven? Er der plads til det i en løve? Du hænger fast i indbildning og ønsketænkning. Du ved, alternative fakta, det samme som ønsketænkning. Det er sådan som du vil have det til at være, men uanset hvor meget og hvordan du ønsker det skal være, så bliver det ikke som du ønsker. Gå ud og undersøg virkeligheden i stedet for, vi mennesker har gode hjælpemidler til det, vores viden, vores erfaring og vores videnskabelige metoder. Anerkender du det?
Du ved nok, viden. Kender du til viden? Det er ikke det samme som visdom. Vores viden er det der gør vores erfaring til kendsgerninger. Erfaring med det vi ser, føler og hører, når vi har sorteret alle fejlene fra. Viden er for de nysgerrige. Visdom er vores viden blandet op med meget andet, det kan være evner, det kan være erfaring, til en passende fortynding af videnskomponenten. Der skal være situationsfornemmelse, der skal være overblik, proportionssans og dømmekraft. Sådan udrustet går vi bedre gennem tilværelsen end uden. Vi bliver endda i stand til at tænke, og til at løse problemer vi ikke har mødt før. Visdom er tillid til at vi nok skal klare os i fremtiden og i livet, og hjælpe andre til det samme.
Tro, det er for dem der opgiver det hele, for dem der overlader ansvaret til autoriteterne!
– Nej! Så overser du det enorme potentiale der ligger i troen. Før eller siden vil du selv indse det. Troen på Jesu Christi opstandelse giver os, de troende, tro på vores egen opstandelse og et evigt liv! Det kan du ikke se, men tro kan flytte bjerge kan du tro, som det står skrevet, og det kan selv den tvivlende se!
– Hvor står det skrevet?
– Måske ikke helt endnu, men det kommer! Og når man sætter de troendes tro i system, lader dem gå sammen i fællesskaber, i menigheder, så skal du se hvilke kræfter der ulmer, antændes og kommer til udfoldelse! Det bliver en verdensomspændende kraft!
– Det er jo netop det jeg kalder farligt.
– Det er ikke farligt. Det er redningen, det er udfrielsen, det er frelsen! Sæt dig roligt ned, læn dig velbehageligt tilbage, og vent. Det skal nok komme!
– Javel, men ingen af os to kommer til at opleve det.
– Måske, måske ikke. Men nu tror jeg du blander tingene sammen. Det kan være ligemeget med os to, dig og mig, som du selv er inde på, glem ikke det. Du kan ikke vide hvad der kommer til at ske, du kan ikke allerede vende dig om og se dig tilbage over skuldrene, du kan ikke betragte din fremtid før du er trådt ind i den hellige tilstand, der frigør dig fra tid og sted, vrøvl og ballade. Vent roligt, tag imod din opstandne frelser når han kommer for at udfri dig fra dine trængsler. Så kan du være til stede både frem og tilbage i tiden, se hvad alle andre ser, høre hvad alle andre hører, vide hvad alle andre tænker! Hvis du tager imod din opstandne frelser, for han tager imod dig! Om han så skal samle dig op fra den muddergrøft du lever i, fra det dynd du hænger fast i!
– Ja, det er opmuntrende hallucinationer du underholder med. Ellers en smuk anmeldelse af min ydmyge bolig!
Nå, men du havde ikke sendt en ansøgning, ikke engang en forsigtig forespørgsel. Du opførte dig som en bølle i ventehallen. Alligevel slap du igennem! Hvordan har du kunnet gøre dig fortjent til det?
– Jeg løftede sløret for mit ærinde!
Vores frelsers opstandelse fra de døde til det himmelske lys må ikke skjules, den skal forkyndes for alle mennesker!
– Ja, jeg modtog en note om en gal mand, der lå, sad, kravlede, sprang rundt, råbte og gestikulerede om en begivenhed så fantastisk, og han beskrev den så levende! Som en talentfuld taler, orator og skuespiller!
Den slags galninge bliver normalt kastet direkte ind til gladiatorerne eller de vilde dyr, men der var måske noget særligt ved dig, som de mente jeg måtte kaste et blik på. Hvad tror du det kunne være?
– Det kan jeg ikke regne ud. Men jeg fortalte dem at jeg har en hilsen med til dig fra din bror, og så blev det hele ligesom forandret. Jeg kom i nyt forhør, ikke nær så voldeligt, her skulle jeg pludselig fortælle alt om hvordan jeg kendte en bror til dig, og om jeg kunne beskrive ham, så de kunne afsløre mig som simpel bedrager i forsøg på at snyde sig ind. Det lykkedes bedre at overbevise dem med din bror end med opstandelsen! Jeg fik endda en skål varm linsesuppe, og tænkte meget over om jeg nu var ved at forråde vor herre Christus for en portion linser. Forråde ham til hvem? Til Satan. Undskyld, til Lucifer, selvfølgelig, jeres egen lokale Lucifer in Inferno, lysets engel, som går med glans!
– Tak, det fik jeg også besked om. Du må sætte dig bedre ind i vores gudeverden, hvis du vil forklare noget som helst ved gudernes hjælp. Men nu min bror – vagterne kender ikke noget til mine brødre, hvem af dem det så kunne være. Men hvis du kan beskrive ham nu og her, og berette om dit møde med ham, skal jeg da gerne lytte, og tage imod din hilsen, hvis jeg finder den troværdig.
– Din bror, som kalder sig Junius Gallio, ham mødte jeg i Korinth, hovedbyen i Achaea, en græsk provins under besættelse af Romerriget…
– Under beskyttelse!
– …og hvor han var udstationeret som statholder. Om han stadig har den stilling ved jeg ikke. Jeg mødte ham ved en retssag. Jeg var anklaget og blev stillet for retten, hvor han var dommer.
– Ja, man stiller sig til rådighed som dommer ved retten. Det hører med til embedet, det ved alle. Du er stadig i live, sidder her og optager min tid, altså må han have frikendt dig.
Har du et signalement, hvordan vil du beskrive ham, hvad lød anklagen på, hvordan blev dommen afsagt?
– Åh, undskyld jeg tager din tid fra dig, tænk at du bruger tid på det, håber du synes mit budskab er vigtigt. Vigtigere end små lovovertrædelser og afviste retssager. Men synagogens gejstlige anklagede mig for at krænke Moselovens hellige bud. De nedlagde påstand om dødsstraf, måske ikke helt uden interesse? Din bror, Gallio, ser man bort fra hans tjenstlige udrustning og embedsdragt, kan han bedst beskrives som lidt højere og lidt slankere af statur end dig, men med ansigt, især pande og profil næsten som hos dig selv. Han ville ikke dømme i en religionsstrid, sagde han, så han annullerede sigtelsen og lukkede sagen! Det var jeg faktisk ret lettet over.
Bagefter overfaldt mængden synagogeforstanderen og bankede ham sønder og sammen. Jeg ved ikke, sådan går det måske når man taber retssager i Korinth. Jeg har rejst rundt og set mange skikke, så det skulle ikke undre mig. Der skal jo også være noget til at styrke retsfølelsen, som de siger, et gammeldags, dejligt bøjeligt begreb ved du nok, vældig udbredt der hvor romerretten endnu ikke har vundet fodfæste.
– Meget morsomt. Men det med ikke at blande sig i de troendes indbyrdes stridigheder, det er ikke noget specielt for Gallio, sådan vil enhver anstændig romer gøre. Det er nødvendigt for at holde sammen på det mægtige imperium. Man kan ikke lade noget så ligegyldigt som religion splitte folket. Hvad de tror på må de selv om, ligesom med alle de andre hyggelige egnsskikke. Vi har det på samme måde, min ældre broder Gallio, og mig. Vi tager ikke stilling i religiøse stridigheder.
Som forholdsreglen er – bagateller som tro og religion splitter riget, realiteter som brød og skuespil holder det sammen. De små kampe om hvad man skal tro på må I tage for jer selv og med hinanden. Hvis det spidser til, kan de bruges som underholdning for masserne, i store arenaer som den vi har her, lige om hjørnet.
– Jeg hørte dig tidligere tale om at forfølge de kristne, synes jeg?
– Glem det. Men der kom også en anden note! Den handlede ikke om tro, den nævnede at du havde rejst rundt og stiftet alternative småsamfund, klaner, bander, hvilket vakte min mistanke om dig som tidligere banderelateret, som endda får bevilget navneskift og tilbudt er ny identitet, det er jo noget ganske andet! Samfundsdestruktivt, statsundergravende, temmelig stærkt på kant med loven og romerretten. Det kan bringe dig i fare hvor du går, og nu vover du dig endda frivilligt her ind lige midt i lovens hule, hvis man kan sige det på den måde! Som nærmeste nabo til arenaens folkedomstol! Er du parat til at få det ordnet efter skik og brug, underholdende, opbyggeligt, grundigt, naturligt og praktisk, så intet går til spilde? Modigt, kunne man tænke, eller dumdristigt?
Men nu hvor du har søgt tilflugt her, har du desværre pålagt mig et ansvar for dig. Jeg går for at være retsindig og indflydelsesrig, og samtidig generøs, gæstfri og venlig. Hvis den værste irritation skulle lægge sig, over en påtrængende audienssøgende som dig, kunne jeg i princippet tage sådan en ivrig og energisk person under min beskyttelse. En flammende entusiastisk men forholdsvis uskadelig prædikant for en besynderlig men flamboyant ny trosretning.
Bag vores indledende høflighedsfraser må du have bemærket min anbefaling om passende sikkerhedsforanstaltninger mod de farer der kan lure mod intetanende prædikanter her i det imperiale samfund, hvor kejseren regnes for gud, i det mindste regner sig selv for gud, og denne selverklærede gud i kejserklæder kan finde på at dekretere hårde indgreb mod afvigende trosretninger. Det må du være klar over, også at dette møde af samme grund må holdes absolut hemmeligt. Det kan være farligt for mig selv også.
– Nu skal du høre, fortsætter Seneca efter en kort pause, hvor han udsteder anvisninger over sin højre skulder og modtager beskeder over sin venstre. – Din langsommelige ankomst er faktisk brugt til noget fornuftigt. Jeg har modtaget en smule efterretninger om dig. Dem afstemmer vi nu dine oplysninger med. Sammen med de ubekræftede rygter om din småkriminelle baggrund.
Det forlyder at du tidligere var rabbiner, og at du arbejdede med at forfølge tilhængerne af en ny trosretning der spirede frem på din egn. Tillad mig at gengive efter rapporten. Leder af et tæskehold, der beskæftiger sig med små målrettede massakrer på anderledes tænkende. Kan du genkende det?
Midt i dette ubehagelige arbejde blændes du af en hallucination, hvor du ser en person miste jordforbindelsen, lette som et stykke velvoksent fjerkræ og forsvinde lodret op i luften. Ja undskyld mit historiske præsens. Er det ellers i overensstemmelse med din iagttagelse? Du ved, vidneudsagnets upålidelighed…
Senere, husk mig på det, må du fortælle mig i detaljer, hvordan dette gik for sig. Jeg har før trøstet folk og hjulpet dem af med generende tvangstanker. Men denne opadstigende person i hastigt avancement, har du sagt, ja det har du råbt, skreget og forkyndt vidt omkring, senest i ankomsthallen her udenfor, denne person var den selvsamme, tidligere henrettede frontperson for den selvsamme trosretning som du var fuldt beskæftiget med at udslette, det var ham du så stige til himmels, hvilket fik dig til at omvende dig lige på stedet!
Var det sådan? Det skulle for dig have været en skelsættende begivenhed, som du fortalte om vidt og bredt, og som du begejstrede en mængde af dine senere følgere med.
– Er det sådan du så det? Hvordan kan du beskrive det, foregik det lodret op, så du det i en eller anden skrå vinkel med perspektivisk forkortning, kan du føre vidner? Du ved jo nok at uden vidner får du svært ved at overbevise andre! Var det ved højlys dag, eller var det nat? Kunne han udsende noget lys undervejs?
– Er det rigtigt forstået? Så er det ikke længere dig der forfølger de anderledes tænkende, men dig der sammen med dem bliver forfulgt af de ortodokse, de skriftkloge og farisæiske fundamentalister, og de følger stadig efter dig på dine rejser rundt i middelhavslandenes fodende, hvor du vil oprette nye filialer og yde konsulentbistand til dem der allerede er under etablering.
Midt under det arbejde føler en gejstlig ved synagogen i Korinth sig voldsomt stødt på vegne af sin krænkede autoritet og sin ukrænkelige tro ifølge Moseloven, og rejser en anklage mod dig for blasfemi.
Gallio, din bror, var, og er stadig, så vidt jeg er orienteret ifølge aktuelle oplysninger, romersk statholder i provinsen Achaea, der skulle dække Grækenland, men siden skrumper til en mindre administrativ region på nordsiden af Peloponnes.
Som led i tjenesten er han også retsformand og dommer. Men kun i verdslige sager, han nægter at tage parti i gejstlige stridigheder, han afviser alle anklager med religiøst indhold og derfor også anklager som den mod dig.
Sådan lyder de indkomne efterretninger om dig. I nogenlunde overensstemmelse med hvad du selv fortæller, til støtte for din troværdighed, hvis den skulle få brug for det. Har du kommentarer eller tilføjelser?
– Du tager fejl! Middelhavets fodende vender mod vest, hvis det skal give mening at tale om hoved og fod på Middelhavet. Det er selvfølgelig interessant at høre afsløringen af en hemmelig efterretningstjenestes arbejde. Men paradoksalt, at det der kan give tiltalefrafald i Achaea, skulle føre til spektakulære folkeforlystelser som skueprocesser med påfølgende dødsdom, her i det såkaldte oplyste imperiums absolutte midte. Det lyder ikke som udslag af den højeste civilisation.
– Jeg selv kommer fra Cordoba, og har aldrig hørt om at hjernen skulle ligge i fødderne. Javel. Du har måske en pointe, som de siger på fransk. Men det du kalder skueprocesser er ikke jura, det er politik. Af den populistiske slags med laveste fællesnævner, sammenhængskraft via fjendebilleder. Forsvarsløse minoritetsgrupper er gode fjendebilleder. Selv en indflydelsesrig mand som Gallio har en bror med endnu større indflydelse, og som står kejseren endnu nærmere.
Det er naturligvis nærværende første person ental, jeg taler om. Pågældende, som hedder Lucius Annæus Seneca næsten ligesom Gallio, der også har flere af de samme navne som det er skik i visse familier, og dertil et kaldenavn.
Og nævnte person, broren til Gallio, altså jeg selv, bor selvfølgelig i Rom, ikke visdommens centrum men magtens, i egenskab af betroet embedsmand i den kejserlige regering, som rådgiver for det kejserlige hus, og for kejseren selv, som han, altså jeg selv, i en periode virkede som huslærer for, den forrige kejsers stedsøn, en dengang opvakt, tolvårig dreng, udset til at blive den nye kejser, og derfor skulle modtage den bedste oplæring i kejserfaget der kunne fås. Hvilket lykkedes, altså oplæringen, omend der nok må tages et forbehold for resultatet. Valget af huslærer kunne jeg således bifalde, i øvrigt umuligt at afslå, som kejserlig befaling.
– Lige et øjeblik, siger Paulus, uden at skjule hverken ambitioner eller stræbsomhed, men tillokket af chancen for at komme endnu tættere på magten. – Inden du snakker for meget udenom. Du praler af din indflydelse og din retsindighed, du forholder dig til religiøse stridigheder som din bror Gallio, hvorfor så ikke straks gøre ende på de skrækkelige massakrer på jeres stakkels mindretal?
Med al respekt, ærede Hr. Kejserlige Rådgiver. Jeg var i forvejen i Rom for at besøge vores menighed her, som ikke er stor, men voksende. Ikke sådan at forstå, at besøget hos min menighed kan gå forud for besøget her hos den ærværdige Hr. Kejserlige Rådgiver, på ingen måde, men jeg kan bekræfte, at straks efter min åbenbaring af det blændende syn med den opstandne frelser skiftede både min tro og mit arbejde karakter. I stedet for at optrevle de kristne menigheder har jeg som opgave at vejlede og inspirere dem, hvilket jeg bestræber mig seriøst på, ved mine besøg, mine taler og mine breve. Dem lader jeg ligge hos menighederne, altså brevene, medbringer dem i afskrift til næste stop på min færd, sammen med tankerne.
Desuden, for at komme tilbage til formålet med denne audiens – ja, nu skal jeg straks sende en ansøgning – forudsat jeg kan blive løsladt og skaffe en formular hos en af skriverne på markedet – desuden, ja, det er mit personlige formål, så kunne jeg godt tænke mig at høste lidt kundskaber hos netop den underviser der blev udset til at uddanne den næste kejser. Det kan en mand med mit CV og et generalieblad som mit godt få brug for.
Og ikke mindst kan man virkelig få stor nytte ud af det, når man går med fremtidsplaner som mine. Kunne vi så ikke se bort fra de små fejltrin. Jeg har jo også selv… der er et større formål…
Jeg har en plan, tænker Seneca, mens han prøver at lukke ørerne for arrestantens videre udredning af personlig og dermed irrelevant karakter. I den plan indgår gæst XXIV, som kalder sig Paulus. Det er en vidtløftig plan, og den kommer til at indvirke på andre planer, som må tilrettes, ændres, eller udsættes. En af dem er tilløb til en konspiration, som denne gæst Paulus var tæt på at gennemskue, uden anden hjælp end almen viden, almindelig sladder, god hukommelse, iagttagelsesevne og veludviklet kombinatorisk sans. Ganske nyttige egenskaber, må indrømmes, helt som jeg kender det fra mig selv. Og en ting mere, som jeg ikke kender fra mig selv. En bedragerisk naivitet.
Spiller han teater? Han virker så barnligt nøgen og ubeskyttet i sin hengivne tro på noget som blæste ham omkuld i en svimlende hallucination, noget så ubegribeligt som et syn hvori han så en person forlade jordens overflade, og i et ubeskriveligt udstyrsstykke af en forestilling, med lys- og lydeffekter og overdådig scenografi, stige lodret op og forsvinde i luftrummet oven over alting, udenfor alt i den kendte verden, som han siger, gæst XXIV.
Om denne opstigning nu er foregået lodret opad eller med en eller anden skrå hældning kan ikke siges med sikkerhed uden objektivt at afprøve sandhedsværdien i hans subjektive beskrivelse.
Der kan udmærket have været et perspektivisk synsbedrag på spil, afhængigt af hans standpunkt ved iagttagelsen. Hvilket han erkender, men samtidig beklager at han i forvirringen ikke fik indsamlet øjenvidneskildringer fra tilstedeværende, der kan have set fænomenet fra en anden vinkel.
Alligevel anerkender han ikke spørgsmålet om at nogen kunne finde på at drage hans oplevelse i tvivl.
Hvorom alting er, denne troskyldige, åbenhjertige naivitet, så tvingende og overbevisende den tager sig ud. Den skal beskyttes, for den kan bruges.
Nu ved jeg godt at jeg hermed sætter mig selv lidt udenfor samme naivitet. Ikke højere, men med en afstand, der gør det svært for mig helt at overskue betydningen. Og mulighederne.
Mon ikke det er det samme som at sige, at for at få den fulde virkning af hans alternative tankeverden og hans gavmilde kreativitet, må denne Paulus også beskyttes mod mig. Jeg skal nok passe på.
Og dog – mon ikke netop naiviteten har været hans egentlige styrke? Mon ikke den alene er forklaringen på alt det han har opnået?
Jeg har skaffet afskrifter af nogle af hans breve, som han på ingen måde holder hemmelige. Og så ser jeg at vi tit kommer til samme resultat, han spontant, jeg beregnende. Han tror på nådegaver og udbreder kærlighedsbudskabet. I mine VII bøger ‘Om velgerninger’ beskriver jeg dem som tjenesteydelser der kan handles med. Gaver, som forpligter modtageren til velvilje, modydelse og taknemmelighed. Når vi ikke bruger korruption, er det fordi vi ikke bruger ordet.
Jeg tror vi må prøve at sammenligne skrifter. Så kan det godt være at han med det samme ser forskellene, nemlig mine kalkulerede manipulationer mod hans egen blottede åbenhjertighed.
Men det kan også være at den samme åbenhed beskytter ham mod sådan en mistanke, så han straks tager ordlyden som gældende for indholdet, og så har vi et godt udgangspunkt.
Måske er han mere beregnende end jeg er klar over.
Nu vi er ved naiviteten, så er der sket noget med vores kejser i mellemtiden. Vores nye kejser. Han må have mig undskyldt at blive nævnt i en bisætning, og kun på grund af en egenskab han har fælles med Paulus. Uden den ville der overhovedet ikke være nogen grund til at nævne ham.
Der er en forandring undervejs. Det er kejseren der er forandret, men ikke i en god retning. Da han slap fri af sin mor, var der ingen til at holde ham fast i den vejledning fra mig, som han så indlysende havde brug for, nu gennem de sidste VIII til X år.
Det forekommer mig, at da den moderlige dominans fra Agrippina forsvandt, slap hans egentlige jeg ud. Som en ånd der slipper ud af flasken, når proppen løsnes.
Intet kan stoppe ham nu. Og det slår mig – når små mennesker kommer til rigdom og magt, vil de vise sig frem. De vil gøre sig populære, de påkalder sig folkets yndest og hyldest, og nu denne kejser, vores nye kejser Nero, vil gerne være populær, derfor synger og spiller han for dem, derfor vil han være den bedste i alle sportsgrene, derfor er han glad for fart og tempo, og stiller op til konkurrence på væddeløbsbanen i sin stridsvogn, hvor konkurrenterne ved at det kan være usundt for dem at vinde over ham. Han viser sig altså ikke som det man forstår ved et stort menneske. Imponerende ser det ud, ja, men skuespil.
Augustus ville ikke gøre sig populær, han solede sig ikke i folkets blikke, han styrede bare imperiet så godt det lod sig gøre, og ingen gjorde det bedre end ham.
Vi var igen på vej mod gyldne tider, Nero og jeg. Og så viste det sig at han ikke var spor bedre end sine forgængere, rækken af Augustus’ skrækkelige efterfølgere. Enten bliver de despoter og tyranner, eller også er de bare dårlige kejsere. At være kejser er jo at bestride et embede, givet i arv eller skænket af gud, hvem den gud så er. Men et embede som også giver sin indehaver en ubegrænset magt, som uvægerligt afslører små personer ved et misbrug, som ødelægger alt de har fået ansvar for.
Siden Augustus har imperiet ikke haft nogen ordentlig kejser. Vi satte, med et vist forbehold, vores lid til Nero. Det håb har vi mistet igen. Jeg gjorde hvad jeg kunne, men hvad stiller man op mod en dominerende og magtsyg mor, som kun har øje for sig selv. Tidligt omsorgssvigt. Senvirkninger som narcissisme, forfængelighed og manglende empati. Velbeskrevet i litteraturen, hvor jeg i al beskedenhed bidrager en smule.