I. akt, i Rom
I. akt, III. scene, diskussionerne
Hvor værten og gæsten prøver hinanden i hensigter, motiver, viden og vilje
– Spiser I aldrig her?
Paulus bliver mindet om et nærliggende, måske dagligt behov. Måske strejfes hans lugtesans igen af nogle signaler udsendt fra et køkken i nærheden.
– Sig mig, siger Seneca, – er vi sammen for at snakke eller for at æde? Det er snart spisetid! Skal du ha’ noget med? Det plejer at være godt. Vi får det arrangeret for dig ved udgangen, porten ved køkkenfløjen. Spørg efter køkkenaffaldet! Og så dit følge, hvad skal vi kalde dine private sikkerhedsstyrker? Og jeres heste.
– Æsler, ikke heste.
– Nå, æsler, og det klarer I selv, kan jeg forstå, din styrke på tre mand og dig selv, hos jeres brødre i menigheden. Også bedst på den måde, vi skal ikke provokere ordensmagten, vi skal ikke servere for bevæbnede kristne. Jeg regner dig ikke for totalt uformående, det kan jo ikke lade sig gøre som ubemidlet person at rejse rundt i hele vores imperium med flok og følge, i hele vores kendte verden, uden stærke støtter, rige venner og gavmilde sponsorer.
– Det er vores menigheder. De skraber midler sammen, flittigt og opofrende, for at udbrede budskabet så hurtigt og så langt som muligt! Ja, de støtter mine rejser. Og de er mange, menighederne, de er fattige, men lidt midler kan de da afse.
– Det kan du godt bilde mig ind. Men sig mig, du kan vel ikke være alene om det, den eneste rejsende i religion?
– Der er masser af charlataner. De rejser bare rundt og prædiker, skriver ikke noget ned. Du ved jo godt, jeg har mit følge med. Dem har du selv ladet indkvartere. Eller skal vi sige arrestere. Sammen med vores heste, telte og oppakning. Æsler, altså. Så vidt jeg ved er jeg, med mit følge, den eneste, for tiden, i hvert fald den eneste der betyder noget. Den eneste der skriver om det, i det mindste den eneste hvis breve bliver bevaret og ikke smides væk med det samme. Ikke dem alle.
– Sig mig, forresten. Er det ikke sådan, hvis man kan sige det på den måde, med hensyn til dig og dit følge, kan man sige at det nok er dig, der er den klogeste blandt jer?
– Det kan der måske være noget om.
– Ja, den slags breve du spreder omkring dig kan sikkert gemmes og bruges som mål for valfarter til kirker over hele jeres udbredelsesområde, muret inde i altre og anbragt i hemmelige relikviegemmer udhulet i krucifikser og altertavler. Hvor mange kopier af dine breve tror du ikke der allerede findes rundt omkring?
I stedet for at kastes tilbage til fangevogterne bliver Paulus tilbudt et noget mere komfortabelt logi, mens Seneca efter eget udsagn må tilbage til nogle uopsættelige ærinder. Der går nogle dage, hvor Paulus endda får materialer og skriveredskaber til rådighed. I Senecas øjne er Paulus noget naiv, måske udspekuleret, men med fremdrift og et stort potentiale. Der er en vis drivkraft i at skabe en samfundsomvæltning som den han skitserer. Universalismen, et projekt man kun kan sympatisere med, og hvis samfundsstrukturelle muligheder bør undersøges nærmere. I hans øjne er jeg en hedning. Som en nylig omvendt der endda har modtaget en åbenbaring, er han vældig optaget af at udbrede den, utålmodigt og intolerant. Her i Rom dyrker vi flerguderi, regner kejsere for guder, hvilket for Paulus er afskyeligt, men han vil gerne høste af mine legendariske holdninger til moral og humanitet, og håber til gengæld at kunne sprede lyset, oplysningen om opstandelsen, her oppe fra samfundets øvre etager, hvor han tidligere var vant til at nærme sig fra bunden, gennem de nedre lag og derfra håbefuldt, op ad bakke.
– Her mødes vi igen, hører Seneca ham sige, – du som vært og jeg som gæst. Beklager den påtrængende påtvungne selskabelighed. Hvorfor ikke benytte lejligheden? Prøve at sætte nogle af vores tekster op imod hinanden og sammenligne? Hvad med at finde et muligt fælles grundlag at samarbejde på?
– Du er hurtig, siger Seneca, – nok lige vel hurtig. Og som du ved, du kan citeres for hvad som helst. Du bliver spurgt om hvad som helst og bliver citeret for hvad som helst. Af dine følgere. Hvis du nu bringer orden i dine papirer, dine mange forskellige papyrusruller, alle dine breve til dine uvorne menigheder, hvis du samler en bunke med det som kan bruges, og lægger resten hen i bunken med apokryfe skrifter. Så gør jeg det samme. Jeg trækker et uddrag af det mest relevante materiale, der ligger fra min hånd. Det bedste fra dine og mine skrifter skal være vores kernestof. Bagefter supplerer vi med vigtige elementer fra det vi begge kender som vores nødvendige baggrundsstof, fra Parmenides, Thales, og så videre frem til vores egne tænkere som Cato og Cicero. Vi må høste hvor vi kan. Som du kan forstå, din tanke er mig ikke helt fremmed.
Alligevel – vi må prøve at undgå forveksling. Mellem os to, altså. Det mindste vi kan gøre er at fastholde hver vores stil, som hjælp for andre til at skelne mellem os. Vi må undgå ligheder, der kan få læserne til at tro at vi har skrevet sammen, eller skrevet af efter hinanden.
– Mit budskab om Kristi Opstandelse kan ikke på nogen måde forveksles med det du skriver!
– Du skriver også om så meget andet, noget der mere jordnært omhandler den menneskelige tilværelse og levemåde. Det er her, lighederne kan optræde.
– Sandt nok. Hvis nu vi bliver spurgt om noget som “hvem skriver af efter hvem?” eller “Hvem finder på det, og hvem bliver kopieret?”
– Så mistænksom skal man heller ikke være. Måske har vi bare fået det samme indfald fordi det var indlysende. Tanker kan være så indlysende at man ikke kan have dem for sig selv. Kan den samme tanke ikke opstå to steder, hos to forskellige mennesker som ikke kender hinanden?
– Selvfølgelig kan den det, især hvis det er en banalitet. Tænk hvis der var et lager med tanker, kun én af hver, og hvis en person så tager en af tankerne, så er der ikke flere af den slags til de andre. Sådan fungerer det heldigvis ikke. Hvis der findes sådan et lager, er alle tanker til fri afbenyttelse for alle og enhver. Ingen regning, ingen ophavsret. Hvis nogen påstår at have eneret til en bestemt tanke, skal det begrundes, og det skal også begrundes hvorfor der skulle være en eneret til den tanke. I de fleste tilfælde må sådan et ønske kunne tilbagevises som infantilt, rethaverisk og tåbeligt. Hvis tanken skal holdes hemmelig for at beskytte dens udvikling, må det kunne forklares hvorfor sådan en udvikling sker bedre mellem få end mellem mange.
– Nogle former for viden bliver da bevaret med meget stor hemmelighedsfuldhed.
– Rigets sikkerhed?
– Ja, når der er riger.
– Konkurrenceklausuler?
– Ja, når der er konkurrence. Hemmelige opskrifter på læskedrikke og målsøgende missiler.
– Nydelsesmidler og militært isenkram!
– Det er det samme. At holde på hemmeligheder, der ikke må komme i hænderne på de andre.
– Så er vi to dårlige til at holde på hemmeligheder!
– Det skal vi to heller ikke! Vi skal udbrede tanker, ikke spærre dem inde!
– Der findes altså to slags viden. Den der skal ud, og den der ikke må komme ud. Hvilken slags foretrækker du?
– Det siger sig selv. Al god viden skal ud, al dårlig viden må gerne graves ned og gemmes helt væk.
– Hvordan ser du forskel?
– Den gode viden har ingen bagtanker.
– Hvordan ser man om en viden har bagtanker?
– Hvis den har et sideformål, som ikke afsløres. Som for eksempel at opnå personlige fordele, tjene penge eller andet. Du stiller opfølgende spørgsmål, udmærket, bliv ved med det. Lyder helt sokratisk. Bare du ikke stiller modspørgsmål.
– Hvad er modspørgsmål?
– Igen sokratisk. Det er at fordreje spørgsmålet eller bruge stumper af det som ammunition til at skyde tilbage med. Samtalen bliver en strid om ord i stedet for en udveksling af tanker. Som at drage en helt forkerte konsekvenser af spørgsmålet i stedet for at besvare det. Retorisk fejlslutning, non sequitur.
– Mon ikke vi skulle indføre en regel mere. Vi bruger navne, men taler ikke om personer.
– Det lyder både fornuftigt og rimeligt. Personhistorier er fulde af faldgruber. Man lader sig distrahere af personer og deres individualitet. Lad os endelig holde os til idéen, til tanken og dens klarhed! Vi taler ikke længere om personer, men om deres tanker!
– Vi bruger personnavne javel, som Anaximander, Anaximenes, som Parmenides, Pythagoras, Heraklit og Xenofanes! De navne bruger vi som overskrift på tanker og idéer som var stærke nok til at få et navn, så det bruger vi navne til, om idéer, ikke om enkeltpersoner, hvor historiske eller fiktive de end kan være!
– Er vi politikere? Jeg er ikke politiker. Hvis jeg var politiker kunne jeg ikke sige hvad jeg mener, kun hvad mine vælgere vil ha’ mig til at mene. Det vi samler på her er meninger og tanker, ikke tænkere. Tænkere bruger vi kun til at finde ud af hvordan tankerne opstår, udvikler sig, smitter og påvirker hinanden.
– Netop! Personer er ligegyldige! Lad ikke tankerne besmittes af tilfældige personer! Lad os skille tanker og personer ad, tanker for sig og personer for sig! Beskyt tankerne mod personer trods navnelighed og navnesammenfald! Personer kan have belastende sider, personer kan være ubehagelige, frastødende, gøre farlige ting, tåbelige ting, opføre sig uacceptabelt, så vi må tage den største afstand, men det må ikke smitte af på tanker med samme navn!
– Bliver de Pythagoræiske læresætninger forkerte af at han er besat af skøre idéer og teorier om spirituelle verdener? Hans geometriske regler kan kontrolleres, det kan hans vanvittige metafysik ikke! Bliver Thales’ evne til at forudsige solformørkelser ringere af at demonstrere forudsigelse i praksis? Han spekulerer selvisk, opkøber alle ledige olivenpresser under rigelighed, sælger igen under knaphed, praktisk købmandskab er vel noget enhver kan forstå?
– Og så må vi huske på at selv skurke og svindlere kan tænke langt og længe over tingene, på verden og på altet, deres tanker behøver ikke have noget med deres adfærd at gøre.
– Vi må hellere slå følgende fast, min ven Paulus, først som sidst. Vi kan ikke vide alt om de personer hvis navne vi kender. Jeg siger bare, det behøver vi heller ikke. Vi ved jo ikke engang hvem Homer var, var han en eller flere personer, en snakkeklub, det var jo før nogen kunne skrive og læse, var Homer simpelthen en bevægelse, en tradition? Er der nogen der interesserer sig for os, for dig Paulus, for mig Lucius, kan der tænkes en eller anden personfikseret personalhistoriker der vil vide noget om din person og min person, om vi foretrækker syret eller usyret brød, æder vi høns, geder, frøer eller slanger, går vi barfodet, i sandaler eller støvler, hvordan klæder vi os og pynter os? Lad den historiker om det, lad dem alle, om de så optræder i mængder! Nej, det er vores tanker og kun vores tanker, det drejer sig om! Kan vi love hinanden det?
– Som vi dog kan blive enige, min ven Lucius. Ja undskyld jeg kalder dig ved fornavn, er det for familiært, krænker det dig?
– Ja, vist er det krænkende. Men jeg har selv inviteret dig ind, jeg var klar over at du kunne finde på at tage dig visse friheder, den risiko tager jeg på mig. Til gengæld forventer jeg at det samlede udkomme vil gøre det berettiget.
