I. akt, i Rom
I. akt, I. scene, ankomsten
I en årrække har Paulus rejst rundt i Romerriges udkantområder for at følge den nye bevægelse der er ved at spire frem. Med sit følge ankommer han til Rom, hvor en lille menighed som så mange andre lever en skjult tilværelse for at beskytte sig mod den udbredte forfølgelse af anderledes tænkende. Her møder vi Paulus, når han et øjeblik forlader denne menighed for at fuldføre et af sine andre formål med at opsøge byen Rom.
De indledende scener, i hele 1. akt, handler om mødet mellem Seneca og Paulus, i tiden hvor Seneca er trådt fra tjenesten og fuldt optaget af at skrive sine vejledende epistler, essays, og breve til Lucilius. Hans indflydelse er aftaget, og han føler sin stilling truet. Nero, som han selv har oplært i alt hvad en kejser bør kunne, er blevet indbildsk og utilregnelig.
Seneca er inddraget i hoffets intriger, og sammen med en gruppe af kejserens kritikere mistænkt for planer om statskup.
Imens kommer Paulus i audiens for at fortælle om sit forslag til en ny statsreligion, og under stigende pres udefra drøfter de i fortrolighed alt om rigets og verdens tilstand, og om de forhold i verden og livet, herunder samfundslivet, som altid har optaget mennesker, og fået tænkere til at studere filosofisk.
Det får ende, da en konspiration afsløres, Seneca mistænkes for delagtighed og beordres til selvmord. Paulus afbrydes i sine planer om fortsatte rejser mod vest, og henrettes senere som led i romernes forfølgelse af de kristne.
I. akt, I. scene, ankomsten til Rom
– Rom! Verdens centrum. Imperiets hovedstad, magtens hjem. Det mægtige romerske imperium, hjemstedet for de mægtigste romerske herskere, her kommer jeg!
Uklædeligt at rette opmærksomheden mod sig selv, upassende, ubeskedent. Det ved jeg godt. Men jeg har en mission, og den mission tillader alt.
Her i Rom er jeg optaget af to ting: At grundlægge en menighed, vejlede og anvise dens medlemmer i den rette tro, den ene sandhed, med det formål at udbrede den også i befolkningen her. Det er så enkelt, og dog ikke helt så enkelt.
Og imens udforme mit manifest, netop for denne tro, kald det min trosbekendelse, mit testamente, for det tilfælde at uforudsete begivenheder skulle afbryde mit projekt. Den nye tro som overgår alt, troen med udgangspunkt i Abraham og på det mosaiske fundament, men langt mere vidtrækkende, ikke kun gyldig for det udvalgte folk, men for alle mennesker, selv for grækere, hvorfor ikke også for romere? Den universelle, almengyldige tro, Kristendommen, troen på den opstandne Guds søn, som kaldes Kristus!
Jeg har rejst en del, det skal ikke være nogen hemmelighed, har fungeret som rejsekonsulent og grundlagt menigheder over hele Middelhavsområdet – det vil i respekt for sandheden sige den østlige del, de vestlige udkantsområder må vente lidt endnu. På de rejser har jeg mødt modstand på vejen og vanskeligheder for missionen, men der har altid vist sig muligheder.
Det mest fremkommelige var såmænd at lægge min sandhed frem til dem der havde størst behov, de fattige og de forfulgte. Dem er der altid mange af, så mine menigheder vokser hurtigt, de klarer sig selv, så jeg kan komme videre med mine ledsagere og finde nye tørlagte steder hvor jeg så at sige – kan vande jorden, så og gøde, se tingene på ingen tid spire frem for mine øjne. Således også her i Rom. Ja undskyld landbrugsmetaforerne, her i Rom dyrker man ikke jorden, alt fornødent får man leveret udefra.
Og jeg skal videre. Når jeg er færdig her, må jeg se fremad og føre min gerning videre i Sicilien, Sardinien, Corsica, de iberiske kyster, og i Afrika mellem de romerske protektorater lige fra Alexandria til Mauretanien. Udbrede vores sandhed til hele verden, det skal vi, det er vores pligt, den sandhed som ikke er forbeholdt noget udvalgt folk men som gælder for alle, sandheden om Kristus og hans opstandelse fra de døde, sandheden om det evige liv.
Det er formålet, budskabet, som holder vores bevægelse i live, og som jeg har forpligtet mig på, jeg som var der selv, jeg som oplevede himmelfarten på aller nærmeste hold, jeg som så, hørte, mærkede og følte slipvinden, dønningerne, lydmursbraget, efter Kristi himmelske opstandelse.
Denne ubeskriveligt vidunderlige oplevelse som følger mig overalt og fylder mig så jeg er ved at sprænges, og som jeg har en særlig og kærlig pligt til at udbrede og fortælle om. Nej, jeg er ikke ved at sprænges, jeg er bare sprængfyldt af glæde, benådet med kræfter, rede til at lade den umådeholdne glæde tilflyde alle der vil modtage den.
Men nu er jeg jo i Rom, den prosaiske, profane, krigeriske verdens centrum. Byernes by, det magtfulde romerske imperiums magtfuldkomne hovedsæde.
Ja undskyld, så må jeg også oversætte budskabet til den lokale dialekt latin, for at gøre begivenheden tilgængelig for alle herboende mennesker. Sandheden som er til for alle, selv for romere. Resurrectio Christi, som de siger. Med Guds hjælp vil selv dette simple sprog kunne fungere som bærer af den guddommelige meddelelse.
Og dog, skal man regne med det? Et sprog som mangler et ordentligt positionstalsystem, erstatter det med bogstaver som udelukker selv den enkleste aritmetik?
I min mission burde jeg indtage byen standsmæssigt. Hædres og lovprises, modtages af de mægtigste. Men ingen modtagelseskomité. Jeg kommer snigende, her er jo farligt. Flere af vores frivillige er allerede slagtet af gladiatorer og ædt af vilde dyr, det betragtes som underholdning for masserne. Så barbarisk her er, så uciviliseret.
Byernes by, sådan hører man den omtalt, overalt. Noget af det må man bekræfte, omend modstræbende. Der er et vist format over det fænomen, som denne by er, det kommer man ikke uden om. Den giver et noget andet indtryk end andre store byer, det her er magtens centrum, og det fremgår. Det er her det sker, byen lever døgnet rundt, travlhed, under relativt ordnede forhold.
Der bygges overalt, trafikken ledes uden om afspærrede områder. Nattehimlen, som over andre byer nu og da blusser op af småbrande fra væltede køkkenbål, får her et konstant, rødgyldent skær fra rækker af bål og lanterner, opsat for at belyse byggepladser i døgndrift. Hvilket gør færdsel efter solnedgang mulig, men ikke tilrådelig, med de mange skumle kroge og faldgruber med voldelig selvberigelse skjult af mørket.
Hvorved adskiller så denne by, Rom, sig fra andre store byer? Jeg kender Jerusalem, Antiokia, Thessaloniki, Efesos.
Der er noget fælles over betydningsfulde steder. Men også store forskelle, hver by sit særpræg, det handler ikke kun om de monumentale bygninger som templerne og teatrene, de imponerende åbne pladser beregnet til opvisninger og forsamlinger, og mangfoldigheden af rigmandsboliger, klemt sammen mellem hinanden i kamp om pladsen.
Det ses også ved måden gaderne og de åbne arealer vedligeholdes på, passes og plejes, så ulemperne ved mange ophobede mennesker på snæver plads holdes en smule nede.
Der er faktisk ikke så meget stank og snavs her, som man ser i mindre prægtige og mere kaotiske bysamfund, hvilket må ses som et tegn på et vist civilisatorisk stade. Ret højt, faktisk. Det hele virker vældig organiseret, meget romersk, må man sige. Ilden og bålene kan man lugte om natten, køkkenerne ved spisetid, hvad tid det så end er, jeg tror de spiser når og hvor de kan komme til det. Ellers er luften mere frisk og ikke så beklumret, som det kan virke andre steder uden renovationsordninger og kloakering.
Denne by er mægtig. Og magtens centrum, skal man indtage det sejrrigt eller anonymt? Skal man nærme sig andægtigt, hvordan bliver man modtaget, med våben, med gaver, skal man ankomme alene eller med følge, ydmygt i laser eller fyrsteligt klædt?
Her har vi så kejserpaladset! Som det breder sig ubeskedent til alle sider, magtens mægtige centrum, som det her til morgen lader sig bestråle af det himmelske sollys, og selv udspreder en overjordisk stråleglans! Indbildsk, blasfemisk!
Dette mægtige romerske imperium er jordisk, og dette palads er domicilet for denne jordiske verdens mægtigste magthaver, som indtil for nylig var kejser Claudius.
Lige i nærheden, næsten ikke til at se hvor skellet går, et bygningskompleks nærmest gående ud i et med kejserpaladset, kan det være administrationsbygningerne, de imperiale regeringskontorer, kan det være tjenesteboliger, domiciler for rigets mægtigste mænd næst efter kejseren, heriblandt den faktiske hersker, kejserens betroede rådgiver og dukkefører, kan det være denne mægtige mands eget luksuspalæ, stedet hvor netop denne mand tager imod audienssøgende? Hvad det netop skulle være, ifølge de efter prisen at dømme meget troværdige og forhåbentlig værdifulde oplysninger, vi fremskaffede fortroligt fra anbefalet pålidelig kilde. Når vi herfra trækker gebyret som denne kilde beregnede sig, og når vi senere kunne få samme oplysninger gratis og frit tilgængeligt for alle, stemte det ikke forventningerne mildere til en tilfældig romers troværdighed og pålidelighed. Her måtte man igen prøve at beherske sit temperament, uden at lade sig forlede af trang til generalisering.
Faktisk ikke helt ukendt med denne by. Har været her i månedsvis, har lært at færdes nogenlunde uset, undgå kontrolstederne og vagtposterne. Vores menighed er i god vækst, men vi har længe været set som et uønsket element, det oplever vi hele tiden, må stadig iagttage forsigtighedsregler og sikkerhedsprocedurer.
Uønsket som alle fremmede, som alle der ser en smule anderledes ud, taler anderledes og går anderledes klædt, som alle der bare ønsker at leve som de selv vil, men som arresteres for at skabe utryghed, ikke på anden måde end ved at adskille sig fra mængden. Med turister og handelsrejsende er det noget andet, selvfølgelig, dem kan man tjene penge på, og de slår sig ikke ned. Samfundet her er ellers opdelt nok i forvejen. Åbenlyse skel mellem grupper med stærke privilegier og grupper helt uden. Og alle mellemlagene selvfølgelig.
Nattens bygningsarbejdere er ikke konstruktører, æstetikere, specialister, de kommer ikke for at udføre de mest delikate detaljer som kræver dagslys, men for at forberede næste dags arbejde, fremskaffe sten, kalk og vand, stable tømmer, fliser og kakler, berede adgangsveje, rydde op og bortskaffe affald. Udøvere af de groveste og simpleste funktioner, som lader sig udføre under kommando, måske under tvang. Som det kunne fremgå af de lyde, der ledsager aktiviteterne.
De velpassede områder og de rene gader skyldes på samme måde hårdtarbejdende flokke af mennesker som påtager sig de mindre behagelige opgaver uden hverken at påskønnes eller anerkendes. Hvilket igen hænger sammen med mængden af underprivilegerede migrantarbejdere, som slider sig gennem dagens pligter uden eller næsten uden løn, uden ordentlige indkvarteringsforhold, uden selv de mest basale rettigheder. De stammer fra erobringer og plyndringer som den romerske hær foretager i imperiets udkantområder, hvor territorier beslaglægges og befolkninger tvangsdeporteres og gøres til tjenende underklasse for et privilegeret herskerfolk.
Samme mønster som gennemgående træk i riget, måske overalt, uanset hvor langt væk vi kigger i geografien, uanset hvor langt tilbage vi skuer i historien.
Herskerklassen forsøger at forklare og legitimere dette forhold, men det tager sig ynkeligt ud, for rent praktisk lader det sig kun realisere med hårde og brutale metoder, eksekveret af en krigerklasse, som beredvilligt påtager sig denne funktion mod en løn, som kun hæver dem marginalt over de undertrykte.
Denne samfundsorden med mange lag fra de bedst til de dårligst stillede, er nok det der tydeligst karakteriserer de store bysamfund, og i særklasse denne by, Rom.
Har levet, virket og arbejdet her i måneder, og selvfølgelig fået et vist indtryk. Snak og rygter i massevis, noget må bekræftes, andet forkastes, noget vænner man sig til, i håb om aldrig at blive assimileret. Her er ikke mange jøder, men romere vrimler det med. Vi er bekendt med deres adfærd, vi hører at de har let til kniven, til sværdet, i bæltet og hvor de ellers anbringer våben og tilsvarende genstande. Nogle gange for at slås og true, for det meste kun til pynt og pral.
Utilregnelige folk, uden tro, et troløst folk med en ringe erstatning for tro, med guder lånt af grækerne og omdøbt i eget billede. Virkelig et potentiale for forbedring. Jeg ser en karikatur af antikverede samfund, tilført lidt nyt. Som at genopføre forældede skuespil med samme handling, men i ny opsætning og nye kostumer. En gudeverden kopieret fra den græske, men med nye navne. Som om de i forfængelighed forlanger at alt skal ske i deres eget billede, ingenting må være som før. Trods deres drømme om genkomst af en svunden guldalder, et af deres mange paradokser.
Og deres sprog! En primitiv lokal dialekt smurt ud over hele imperiet og gjort til hovedsproget! En stærkt forsimplet efterligning af græsk, ud med gamle ord, ind med nye, hvorfor? Vi har jo i forvejen et fælles, universelt sprog, som bruges allevegne, selv hvor man har andre lokale sprog, som hos Ægypterne og Fønikerne. Men her i Rom, her taler alle deres simple hverdagssprog, hentet fra gaderne, gyderne, værtshusene, slumkvartererne! Uforligeligt med deres officielle sprog, som kun bruges skriftligt i afhandlinger, digte, skuespil, og oratorisk i talernes konkurrencer om de bedste sætninger og de rigtigste meninger. Det officielle sprog, som bruges i de højeste samfundslag, i magtens kredse. Et af mange tegn på den sociale og kulturelle spaltning, som man ser hvor rå magt råder, og hvor alt, sprog, kunst, kultur, religion, tænkning, må indrette sig efter hvad magten synes.
Det er en farefuld færd, det her. Al rejse er farefuld, det ved jeg, som har rejst en del, og som har udstået mange vanskeligheder, overvundet mange forhindringer, og modstået mange farer. Men målet er vigtigt, intet må gå galt.
Hvordan nærme sig? Odysseus, da han skulle genindtage en kongeborg belejret af fjender, forklædte han sig ikke som tigger? Messias, ifølge profeterne, skal han ikke komme ridende på et æsel? Men når han endelig kommer, og har skiftet æsel flere gange undervejs, nægter jøder og romere så ikke at anerkende ham, slår de ham så ikke bare ihjel?
Bare rolig, det kommer vi til. Foreløbig må vores lille menighed forskanse sig, leve i det skjulte og sprede budskabet fra mund til øre blandt samfundets usleste. En nødvendig opgave, påskønnelsesværdig, men det går langsomt.
Mine analyser har ført mig til én, og kun én, fornuftig vej at gå. Den fører til Seneca. Rådgiver for den tidligere kejser og underviser for den nuværende tronarving og efterfølger. Jeg ved det er en satsning, men risikoen er værd at løbe. Her indgår intriger og snedig list, og kvindernes indflydelse hver gang noget vigtigt er under udvikling, og magt, og kampen om magten.
Her er Seneca en vigtig brik. Hvorfor blev han sendt i eksil på Corsica? For at få ham væk, men holde ham i reserve. Hvad og hvem stod bag? Kvinders jalousi og kvinders list. Forført af kejser Caligulas søster Julia, forvist af hendes magtfulde rival Messalina, tilbagekaldt af kejser Claudius’ hustru Agrippina, som ville bruge ham i et kup mod netop kejser Claudius!
Ja, det er som rygterne og sladderen går, nu også fremført af populistiske rygtesmede og sladderhanke, som kalder sig historikere, sikkert på grund af alle de historier de finder på.
Satsningen jeg holder mig til og satser på, er at den ærgerrige Agrippina vinder, indlader sig med Seneca, påtvinger ham giftermål, og sætter ham ind som kejser. Ikke dårligt tænkt, han vil blive en fremragende kejser, ikke mindst på baggrund af familiens egne mislykkede eksemplarer. Ham skal jeg have fat i, inden han bliver kejser. Og det haster, for det skal være mens Nero stadig er under indflydelse af sin mor, Burrus og Seneca, for alt i verden inden denne yngling kommer til magten, ham som står næst for som tronfølger, hvis hans egen mors, Agrippinas, planer om at komme ham i forkøbet svigter.
Det skal lykkes! Intet må stå i vejen! Så nær målet, så store forhindringer overvundet, så mange ofre gjort! Nu det sidste skridt, og det er fuldbragt!
Det er stort det her. Man ser det ikke, men det er sandheden.
Det kan ikke gå galt. Så ond er skæbnen ikke, så forgæves er kampen ikke.
Vrøvl, det er ikke en kamp, det er en opgave der skal løses.
Som en naturlig ting, at det hermed skulle være gennemført er noget af en overdrivelse. Men et skridt, et lille skridt, som kræver behændighed, snuhed, skarpsindighed.
Farerne lurer overalt. Held skal der til. Var jeg tidligere modløs, fortvivlet, desperat? Det er overstået, beslutningen er taget, alea est iacta som sagt.
Overvindelse, den nagende tvivl gnaver stadig men mere dæmpet, er modstanden for stor, er metoden forkert, er opgaven håbløs? Det vil vise sig.
Hvordan i alverden kan man tvivle, det passer ikke godt hos en så kompromisløst troende som mig.
Nu er jeg her, kommet så langt, ved egen hjælp, ved andres hjælp, ved ikke mindst Hans hjælp, Guds egen frelsende, velsignede, umistelige hjælp, som er troen på Jesu Christi Opstandelse.
Noget stod alligevel i vejen.
Agrippinas plan faldt til jorden så hun mistede hovedet, Nero blev kejser, stadig under rådgivning fra denne Seneca, tidligere kejserlig studievejleder, nu forfremmet som den højst rangerede embedsmand, men under mistanke for meddelagtighed i kupforsøget. Det ændrer dog ikke min plan.
Men så er der lige metoden til at komme indenfor, fra pladsen her og ind i det allerhelligste? Hvis der findes noget allerhelligste i en vanhellig verden.
Det er her, der kræves behændighed og snedighed. Og jeg tror det er bedre hvis idéen opstår hos værten, husets beboer, end hos gæsten, mig.
Hvordan gøre opmærksom på sig selv, kunne man holde en tale, foranstalte et skuespil, et gadeoptrin, på anden måde sørge for at blive opdaget?
Det frarådes, har jeg hørt, den slags ender gerne med arrestation og henrettelse.
Som folkeforlystelse, mere civiliseret er dette imperium jo ikke, som vi så ved den grusomme henrettelse i Jerusalem, på Golgata højen. Den henrettelse som det uforstående flertal forlangte, og som førte så meget andet med sig, blandt andet mine tyve års missionsrejser.
Her i byen har vi ikke noget Golgata, men vi har syv høje, og mindst lige så mange måder at blive henrettet på.
Det jeg nu har sat mig for er ikke noget teater, men det er dristigt, jeg ved det godt, det er en satsning, men den der ikke vover noget vinder heller ikke.
Jeg skal trænge ind på samfundets aller øverste lag, der hvor indflydelsen er størst, så jeg derfra kan lade budskabet sive ned gennem alle de andre lag. Ligesom normale feudale herskere sædvanligvis fordeler rigdommene til dem hvis indsats de har gjort sig afhængig af, som leverandører af arbejdskraft, levnedsmidler, materialer, krigere til hærene. Ikke altid i praksis, men i kontrakter og aftaler.
Kun med et mægtigt samfund omkring sig kan herskeren blive mægtig, det er herskerens grund til at give sine undersåtter ordnede forhold.
Tålelige forhold altså, alt er relativt, de skal ikke have det så godt at de begynder at true hans egen position.
Nå, det var et sidespring, men det er princippet. Kontrakter kan jo opsiges og aftaler brydes.
Hvorfor ikke benytte samme fremgangsmåde til lejligheden.
Lade vores livgivende sandhed tilflyde samfundet ved at hælde den ind ovenfra, hvor den vil flyde over og dryppe ned over alle andre lag, berige dem, befrugte dem.
Den metode er samfundet allerede forberedt på, det er den hierarkiske magtstruktur indrettet til, skulle det så ikke også kunne lade sig gøre at udbrede sandheden om opstandelsen efter magtens eget pyramideformede princip, som gælder netop her, på alle tiders mægtigste magtsystemers hierarkiske pyramidetop?
Hvis man vil udøse den livgivende tro på den opstandne frelse, Guds enbårne søn Jesus Kristus, over hele det romerske imperium, må man altså starte oppefra. Som det fungerer i det topstyrede romerske imperium. INRI, Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum, som romerne selv kaldte ham.
Og det er opgaven, det er nu min opgave, at sprænge alle grænser, bryde alle forhindringer, og nærme mig den mest indflydelsesrige person i dette babelstårn af magt på magt. Er det nu så solidt, det tårn, eller består det af strå og tynde pinde, så det vælter ved det mindste pust?
Det vil historien vise, men vi kan ikke vente på historien. Det er nu, chancen skal benyttes, kald det bare momentum, det er nu der skal skabes en åbning til magten for at hælde sandheden ind, en sprække er nok.
Jeg behøver normalt ikke udtænke noget snedigt og udspekuleret, mit budskab egner sig bedre til direkte tale.
Men jeg ved at der nær toppen i imperiets magthierarki sidder denne magtfulde person, som har fået indflydelse gennem sin viden og sine kvalifikationer, ikke kun gennem afstamning fra en eller anden degenereret herskerslægt.
Det er ham der skal bringes til at tro at han er jægeren og jeg byttet, det er ham der skal gøre en fangst, og den fangst skal være mig.
En enkelt betænkelighed. Dette korrupte regime, denne rent ud forbryderiske statsmagt, hvordan ser det ud, hvordan vil jeg, som selverklæret apostel, med mit generalieblad jeg mener CV, fremstå ved at pleje omgang med dette sataniske monstrum? Jeg må berolige mig ved at tænke på Frelseren selv, som så smukt kunne vedstå sin færden, endda blandt toldere og syndere.
Der må være en indgang. Jeg ser for mig et prangende indgangsparti med udvendig trappe, XVI trin op, en imponerende port flankeret af søjler, løver og portrætbuster hugget i udsøgt marmor.
En procession værdig, uden tvivl anlagt alene for et ærinde som mit, men strengt bevogtet.
Står lidt stille, registrerer synet og kan ikke undslå mig for at sammenligne med indtrykket fra Christi opstandelse for fire håndfulde år siden, mærker en let hovedrysten, en trækning i ansigtet for at undertrykke et opgivende smil, dette sceneri rykker hverken legeme, kødet, sjælen eller sindet, det er bare til grin.
Må gå videre, det virker måske mistænkeligt med en landstryger foran symbolet for magt og pragt. Ser mig om efter en mere ydmyg indgang.
Er ikke standsmæssigt klædt, har ikke engang noget æsel med mig, entré gennem pragtportaler vil falde forkert ud. I en krog, skjult mellem et par fremspring i soklen, en anden dør, mindre og i gadeplan.
En luge i ansigtshøjde er lukket, et bank på døren besvares ikke.
Min søgen fører mig videre langs bygningen gennem smøger, rundt om hjørner og langs en høj, massiv og uindtagelig mur i de lokale klippeblokkes bleggule farve.
Længere henne, efter at have passeret endnu et par frem- og tilbagespring på fundamenter og mure, ser jeg en stor port stå halvåben, solid men slidt, på tunge hængsler, som udtryk for magtens bagside.
Adgang for leverancer og forsyninger, personale af alle slags, slaver. Her kunne man prøve.
Jeg når ikke at studere forholdene nærmere, så er jeg allerede grebet af stærke arme, trukket ind, gennembanket for en ordens skyld, og smidt i et fangehul.
Så langt. Så lykkedes det at overlade initiativet til værtskabet.
Er jeg på rette vej? Sagde jeg til dem at jeg søger audiens hos den mægtige Seneca?
Jo, det gjorde jeg vist, men det førte kun til flere tæsk.
Endelig ankommet. Udhvilet, men øm efter slag og skrammer. Så nær målet, efter års ørkenvandring.
Symbolsk ørkenvandring var det, ikke landskabeligt, men socialt, kulturelt, og selskabeligt. Ikke alene, men ensom.
Loyale følgere, forvirrede men velmenende, tillidsfulde men kedsommelige. Nu gemmer de sig langt fra byens offentlige steder, i uhumske slumkvarterer, på jævne til usle lokaliteter, den slags findes også i denne sammensatte by. Men parat til undsætning er de, følgerne, efter tilkald i hemmelig kode.
Og jeg? I venteposition, her, under fængselslignende forhold, og ydmygende. Burde ikke overraske, under ørkenvandringerne var der kun ydmygelser, det var vi vant til.
Blandt udstødte, i de forfulgtes samhørige fællesskaber, som ikke er særlig holdbare men opløses sammen med udstødelsen og forfølgelsen. Når jeg – altså vi – har fuldført opgaven. Sådan er vilkårene for al opstand. Det er en overgang.
I min ydmyge venteposition så nær målet sidder jeg i baggården til en imperial magistrat eller bare et rigmandspalæ, hvor slaver håndterer forsyninger og affald. Her er andre lugte end de behagelige, her venter andre audienssøgende end mig, og jeg bliver overhalet, konstaterer flere brud på ventelisten, hvis der arbejdes med en sådan.
Er der egentlig en venteliste, er jeg bare arresteret? Det har en vis betydning i min situation, jeg må prøve at finde ud af det, bedre end at gætte sig frem.
Finde tegn på hvad det kan være.
At dømme efter aktiviteterne omkring mig er det en indflydelsesrig virksomhed jeg har tænkt mig at gæste, ganske anderledes end ved tidligere besøg på mine rejser. Måske tilsigtet, må jeg tilstå.
Mens jeg prøver at forstå den slags små trængsler som hører med til at forandre verden, i hvert fald når den skal ændres så radikalt som vi har tænkt os det.
Masserne er tunge at danse med. Kan man i det hele taget rejse en bevægelse ved kun at vække masserne? Måske.
Man kunne jo også prøve noget andet, supplere fremstødet ved at snige sig ind på samfundets top, det er hvad jeg prøver, men hvordan man kommer magten nærmere herfra, fra denne baggård, det ved jeg ikke.
Der er vist stadig langt til den kejserlige rådgiver, imperiets mest indflydelsesrige person, Lucius Annæus Seneca.
Men man kan også blive overrasket.
