I. akt, i Rom
I. akt, VI. scene, mødet afbrydes
– Undskyld, min ven Lucius Annæus, hvis jeg kan tillade mig at kalde dig sådan.
Kan jeg tillade mig endda at stille dig endnu et måske temmelig personligt spørgsmål?
– Åh jo. I den foreliggende situation ser jeg ikke nogen grund til at frabede mig noget spørgsmål. Selv om det skulle have personlig karakter. Uagtet den aftale vi tidligere har indgået, om at udelade alt personligt, da det personlige ligger så fjernt fra de emner der interesserer os begge. Ja, som står i direkte modsætning til vores emner, og til alt det vi betragter som vigtigt og uomgængeligt.
– Det er jeg så absolut indforstået med. Spørgsmålet, i al sin enkelhed, er følgende. Det forekommer mig, at den person, som jeg førhen har hørt omtalt som imponerende ved sin viden, dømmekraft og åndelige styrke, nu så småt ser ud til at henfalde i tvivl og frygtsomhed. Er mit indtryk forkert? Er du dårlig, syg, utilpas? Eller er der andre bekymringer som tynger dit humør? Trænger du til fred for mit selskab, skal jeg gerne lade dig være alene, skal jeg kalde på dine tjenere? Jeg bemærker at de helt usædvanligt lader til at være forsvundet?
– Ja, undskyld, min ven Paulus, bekymringen har naturligvis sin årsag i den uro, vi kan høre omkring os. Jeg er oprigtigt bekymret for om prætorianergarden skulle have taget sin troskabsed alvorligt, sin ed om troskab mod kejsertronen, uanset hvem der på et givet tidspunkt besidder den. I så fald vil vores behagelige samvær snart få sin ende.
Undskyld så meget, Paulus, undskyld, min ven Burrus, min ven Lucilius, min bror Gallio om så skulle være, mine kære nutidige, samtidige, midlertidige og fortidige venner, lærere og elever, og hvem jeg ellers kan komme i tanker om, det der nu skal ske er ikke et filosofisk spørgsmål der berettiger jeres opmærksomhed, brugen af jeres tid og tanker, for det er kun en personlig sag, der angår mig alene.
Og, det skal siges, naturligvis angår det også mit embede og de personer der er tilknyttet, samtlige mine nuværende og tidligere, snart kun tidligere, medarbejdere i tjenesten, i administrationen og de tilknyttede institutioner.
Beklager så meget, men i denne time er jeg ikke selv herre over begivenhederne.
Højere magter, formelt og administrativt, har overtaget kontrollen med alle styringsfunktioner, mit liv er snart forbi, befalet afsluttet af vores storsindede kejser, Lucius Domitius Ahenobarbus, kåret som kejser Nero Claudius Cæsar Augustus Germanicus, Jupiter i himlen være hans sjæl nådig når straffens time kommer.
Endvidere beordret til selv, egenhændigt at udføre befalingen med en af de traditionelt anbefalede metoder, ved egen hånd.
Hvorefter jeg springer over her, skal undlade detaljerne, som også er enhver juridisk udredning og filosofisk udlægning totalt uvedkommende, men må i stedet henvise til en eller flere af de omkringfarende snushaner, posekiggere og dyneløftere, sladrehankene som du kalder dem, Paulus. Det er navnlig Tacitus og Suetonius, den ene ikke bedre end den anden, og tilgiv dem nu i forbifarten for alle løgne de skulle finde på for at gøre historien livlig, spændende og rig på farver, mættet med lyde og dufte, hvad den bestemt ikke vil være uden dem.
– Som de dog hamrer ubønhørligt vedholdende på den pokkers dør! Ak kunne jeg dog blot i heksametre og alexandrinere beskrive den udåd dette kunne medføre, i afmagtens time, hvor den stakkels Paulus, i denne ufrivillige ensomhed med begrænset frihed er mit eneste selskab med fornødent omløb i hovedet, hvordan han brat rives bort herfra af hærdebrede legionærer, overlistende og underløbende mine betroede beskyttere fra prætorianergarden!
Her har jeg siddet og ladet mig underholde af den mest forunderlige person jeg længe har mødt, om nogensinde, fuldstændig blottet for respekt og ærbødighed for overmagten, autoriteterne og den offentlige orden! Besat af voldsom lidenskab for en tro, fred være med den, som han er til sinds at indføre her i det lidet troselskende imperium, hvilket har bibragt ham ikke få problemer og sammenstød med betydende magter, åndeligt underforsynede men muskulært veludrustede, ledet af kræfter som muligvis, ja sandsynligvis, også står bag denne min isolation, dette indgreb i min frihed til selv at vælge hvem jeg vil tale med, og sikkert snart vil fjerne ham mod hans vilje og mod min! Og denne person har jeg ladet forstå at han ikke interesserer mig!
Åh, med hvem kan jeg ligne mine trængsler? Hvilke guder fra de homeriske eposser og skildret af historikerne Herodot og Lykurgos har lidt tilsvarende skæbner, omsat i medrivende tragedier af Sofokles og Euripides?
Men jeg må tage mig i agt. Der er ingen grund til at min gæst fatter uråd, det lader ikke til at den fjerne buldren i gangene og på dørene forstyrrer hans tanker.
Freden brydes endnu mere pludseligt end ved Paulus’ ledsagede udgang, idet vagterne ved den massive og normalt velbevogtede dør giver efter for enten ordre eller rå magt. En konspirerende virksomhed med planer om kupforsøg er afsløret, begrundet eller opdigtet, og al den imperiale autoritets brutale magt mobiliseres, initieret af den i Senecas øjne lettere infantile, temmelig utilregnelige og betænkeligt egocentriske imperator selv, mens mistanke for delagtighed breder sig som mugpletter og trænger ind i kredsen om den ubevæbnede og forsvarsløse, tidligere højt værdsatte kejserlige rådgiver og underviser. Statsmagten råder over et arsenal af metoder til at bringe modstandere, upålidelige og mistænkelige, til tavshed. Såvel som personer der vurderes som udtjente, unyttige, overflødige og besværlige. Hvis man som kender af kejserens baggrund, adfærd, vaner, beslutninger og handlinger, kan mistænkes for ved sin blotte tilstedeværelse at irritere kejserens dårlige samvittighed, nærmer man sig stærkt gruppen af uønskede. Der kan tænkes mange grunde til at komme i betragtning som medlem af denne gruppe, men kun én metode til at slippe ud igen. Følge kejserens befaling. Det er kun et spørgsmål om det bliver gjort for én, eller om man skal gøre det selv.
Seneca beskyldes for at have været vidende om eller have hørt om et forræderisk kupforsøg. Han anses for at være for tæt involveret, og dømmes til at begå selvmord. Paulus får held til at undslippe, men indhentes senere og henrettes som led i de organiserede forfølgelser af kristne og andre uønskede.
