I. akt, i Rom
I. akt, IV. scene, tænkningens strategi
(Her indskyder Seneca en redaktionel bemærkning til dem der engang skal fortælle og lytte til hans oplevelser med sin gæst, den selvudnævnte apostel Paulus. Vi kan ikke vide hvilket sprog de taler sammen på, må formode at Paulus til daglig taler aramæisk, græsk, og måske latin, mens Seneca selv må vælge et sprog som hans sikkerhedsvagter hverken genkender eller forstår. Hvilket i sig selv kan vække mistanke og dermed udsætte ham for fare, for sikkerhedsvagterne skal ikke alene beskytte deres foresatte, herunder mod indtrængende personer, de skal også beskytte deres Imperator, den ungdommelige og til tider lettere uligevægtige Kejser Nero, mod denne betroede embedsmand.
Vagterne har til opgave at observere al mistænkelig adfærd fra Senecas side, i hvilken form den end kommer frem, i skrift og tanker, gennem hans kontakter, korrespondance, besøgende af enhver art og især fremmede, netop sådan nogen som Paulus. Mistænksomheden er høj, alt er strengt bevogtet. Ja, det er bare en undskyldning for at gengive beretningen i et sprog også vi kender, i stedet for i et sprog vi ikke kender).
– Jøderne har deres love og deres pagt, siger Seneca, – og de små latterlige tegn på krampagtig samhørighed, det eneste der kendetegner dem, det eneste der betyder noget for dem. Grækerne har deres viden og deres filosoferen, deres gudeverden bruger de kun som figurer og kulisser, staffage til eposser, skuespil og digte. De kristne har deres tro!
Som gammel rabbiner må du vide det. Er det rigtigt, det de skriver i jødernes tekster, vistnok i Makkabæernes bog, er det den rigtige beskrivelse af jødernes historie? Den er da både grusom og brutal. Men der er jo det med historieskrivere, de elsker at lave om på virkeligheden, hvis den ikke er spændende nok! Som vi kender det fra Herodot, og vores egne sladderjournalister, Tacitus og Suetonius.
– Nu er det bare mig, Seneca, der i enkle vendinger prøver at forklare dig, Paulus, hvordan jeg ser på religiøs tro, på de almindelige trosretninger og deres kendetegn. Det står dig frit for, som den der ved mere, at rette mig i mine mange misforståelser. Den nye tro, din tro, den kristne tro. Den tro er rummelig, siger du selv, man skal bare se den indlysende sandhed i Kristi død og opstandelse, og det evige liv. Kan man i denne fantastiske tro skjule andre fantastiske historier, og bruge dem til svindel med bedrageriske løgne om den enkelte troendes eget efterliv, som dette liv kun er en optagelsesprøve til? Mennesket udvikler sig, det samme gør samfundene. I den usikre start skal både mennesker og samfund ha’ noget at støtte sig til, før de kan stå selv. Det kan en religiøs tro bruges til, siger du. Det har du, vi, menneskeheden og samfundet, fået troen til! Er vi enige?
– Jeg er ikke vant til at diskutere troens samfundsnytte med menighedernes medlemmer. Vi betragter den individuelt og i menighedens fællesskab, men ikke længere ud end det.
– Altså ikke missionsk?
– Det har vi missionærerne til. Og apostlene, som mig selv.
– Godt. Så har vi indkredset det sandsynlige stade i den nye religiøse udvikling. Tilgiv mig min tvivl. Men der er også en sekulær verden. Lad os se på udviklingen her. Vi kender den stærke statsmagt, et godt eksempel har vi her i det romerske imperium. Vi ser mængder af despotiske tyrannier, vi ser krigsherrer underlægge sig befolkninger til egen fri afbenyttelse, vi ser bystater skiftevis bekæmpe og handle med hinanden, lidt af det samme, og vi ser forsøg på at lade befolkningen selv bestemme, dog som en undtagelse kun i en enkelt af disse bystater, og kun i kort tid. Hvor ser vi fremtidens muligheder? Hvilke styreformer har de bedste chancer?
– Er det ikke lidt til grin? Den slags kan vi da ikke komme med bud på. Det er også ret ligegyldigt.
– Det skal du ikke sige. Vi kommer med bud på hvad der vil ske i den spirituelle verden, skal vi sige den metafysiske, hvis det passer dig bedre. Det er dit speciale, du ved hvad der rør på sig i dit himmerige! Jeg ved kun hvad der rør på sig blandt menneskene. Du skal se, det er ikke nær så svært at give bud på. Det kan se kaotisk ud, men i det store perspektiv er der kun et endeligt antal muligheder, ikke et uendeligt som i dine himmelske sfærer. Tæl selv prognoserne, og du vil forbavses!
– Jeg giver mig kun af med én mulighed! Det er den jeg er sat i verden for at forkynde!
– Så overbevist du er. Stædig og kompromisløs.
– Sig mig, er du ateist?
– Og jeg kender salgstaler fra mange brancher. Vi var tidligere inde på det. Beskyt din troværdighed, du kan risikere at tabe det hele på gulvet.
– Styreformer og andre ligegyldigheder. Gud elsker alle, bare de hengiver sig i troen på den opstandne frelser.
– Er også de himmelske nådegaver belagt med korruption? Al den kærlighed er måske grunden til at han har så svært ved at holde befolkningstallet nede! Han elsker alle, har svært ved at slå de elskede ihjel, det må menneskene selv finde ud af!
Men du er stædig! som jeg siger. – Stædighed belønnes, som man siger, ikke kun jeg – men jeg ved nu ikke rigtig. Egentlig burde jeg vel sparke dig ud, hurtigt og nemt, alarmere vagterne, få dig smidt i fangehullet! Vi kan ikke have sådan en som dig til at fistre rundt her. Som allerede sagt. Du må forstå, jeg, med den respekt jeg nyder, med min position, min reputation og mit omdømme, det kan jeg slet ikke tillade. For ikke at tale om mit ansvar for statens sikkerhed, den kan jeg heller ikke sætte på spil. Skulle jeg risikere min stilling? Skulle jeg tillade en ringere person at komme til på den post, som retfærdigvis er tildelt mig? Det går jo ikke. Vi må iagttage diskretion. Af hensyn til Romerrigets sikkerhed. Det kan ikke gå at denne vores mistænkelige aktivitet kommer til vores forfølgeres kendskab. I det mindste for mit renommé vil det være skadeligt, vil jeg bede dig betænke, hvis det står anderledes til med dit.
– Du må meget undskylde! Jeg vil bestemt ikke ligge dig til last, jeg var ikke klar over at det var så følsomt?
– Faren er langtfra drevet over. Din retræte kan blive lige så katastrofal som din indtrængen. Jeg må købe mine betroede folk til tavshed! Mere betroede end at de kan købes, kan de alligevel ikke skaffes her i byen. Min position giver mig paradoksalt nok midler til at købe diskretion. Det er jo en mægtig by, den her! Ikke et provinshul som du kommer fra, hvor folk er naive og uvidende, men trofaste. Her kan alt købes. Nå, det vender vi tilbage til, overlad det til mig. Dine folk, er der taget vare på dem, og jeres heste? Er de i sikkerhed hos din menighed, er din menighed et sikkert sted? Hvis ikke, må vi selv tage os af dem, på romersk maner. Hvis det går dig godt, og du kan forklare dig tilfredsstillende, kan de senere løslades. Ellers må det gå jer som alle de andre kristne. Og du skal ikke overhøre advarslen og bare snakke udenom.
– For øvrigt har vi æsler, ikke heste. Med hensyn til Caligula, det dummeste I kunne gøre, det var da at gøre ham til gud! Det fratog både ham og det guddommelige princip enhver respekt.
– Som du dog snakker udenom! Du skal ikke komme her med din majestætsfornærmelse! I øvrigt gjorde vi ham ikke til gud. Han forsøgte selv, men det blev forhindret.
– Cato kæmpede en håbløs kamp for at vriste magten fra de magtbegærlige, og give den til folket selv?
– Netop. Hans erfaringer kan vi bruge, sammen med de andres, som løb panden mod den samme mur.
Markedsføring
– Man bliver lovet et evigt liv, siger Paulus, – hvem kunne ikke tænke sig det?
– Det lyder besnærende, siger Seneca, – men utroværdigt. Med din tale lyder du som en snu sælger. Hvem tror på en snu sælger, alle kunder tror sig snydt! Selv hvis du med din stemme og hele fremtoning virker som en ærlig mand, for hvem tror på en ærlig mand? Alle kunder kalder ham naiv, i kundens øjne er naiv det samme som dum!
Som sagt, jeg ser i jeres forretningsmodel et ganske stort potentiale. Den kan blive verdensomspændende, men den er ikke uden problemer. Den påstår at være barmhjertig, men kan blive særdeles ubarmhjertig i sine missioner og i sin bekæmpelse af andre kulturer og andre religioner.
Rigtig godt tænkt! Jeg vurderer den som en temmelig skør men fantastisk salgbar vare: I stedet for bortgang i glemsel og ubemærkethed lover I belønning i form af et evigt liv, endda med valgmuligheder, tilvalg og fravalg, som motivationsfaktor:
1. et fredeligt og frydefuldt efterliv i vidunderlige omgivelser,
2. ufattelige pinsler som i al evighed at opsluges af helvedets flammer og det der er værre!
Frit valg. Men husk, som det står skrevet: Alle som præker der findes mer, gir dig veksler uden underskrift! – Jo, ingen kan komme efter jer hvis de bliver skuffet. Den perfekte forbrydelse, og med den tilraner I jer al jordisk gods og materiel ejendom fra de uhjælpeligt frelste, som frivilligt skænker jer det hele i skræk for straf og fortabelse. Din sjæl i bytte for aflad fra synder, med mulighed for forvandlingsstraf i form af klækkelige bøder. Der skal jo bygges katedraler, ærkebiskopper og abbeder er ikke billige i drift, kirkens hellige mænd lever ikke af brød alene, fantastisk forretningsmodel.
Forsynet
Seneca læser op fra sit skrift Om Forsynet.
– Al respekt for alderdommen, siger Paulus, – men du er nu noget gammeldags.
– Alderdom og gammeldags? Hvor vil du hen med det? Nok er jeg ældre end dig, men vel ikke meget mere end et halvt decennium! Med hensyn til visdom har du nok ret, man mærker hos dig mere ungdommelig galskab end moden eftertanke! Men hvad sigter du egentlig til når du siger gammeldags? Fordi jeg håndhæver de klassiske dyder?
– Du vil gerne se et udviklet samfund, du vil gerne omtale det romerske rige som en civilisation, men I slår dyr og mennesker ihjel for underholdning i jeres arenaer, I holder mænd og kvinder adskilt, jeg vil ikke undlade at bemærke at det er mændene I fremhæver, udstyrer dem med privilegier og roser dem for dyder som kampvilje, mod og frygtløshed!
Kvinderne holder I tilbage, dem kan I højst rose for deres ynder, så længe de kan være til fornøjelse for mænd. Det kan ikke være nogen højtstående civilisation, når de viseste og mest indflydelsesrige magthavere tænker sådan om den ene halvdel af deres befolkning. Har du ikke lige forklaret om hvordan mænd og kvinder opdrager deres børn forskelligt? Hvor du fremhæver de maskuline metoder?
– Ja, det har du nok fundet i en af mine tekster.
Hvem citerer hvem
– Er du forresten sikker på at du ikke har læst det jeg skriver? Mine digte, mine dramaer, tragedier og komedier, mine lærebøger til kejseren da han var dreng, ingen skal sige at han ikke var godt opdraget, men som han dog misbruger sin viden! Ved Jupiter in Tartarus! Imens skriver jeg til min lille fætter Lucilius, så han og alle i fremtiden kan få noget at rette sig efter! Gode, almennyttige leveregler, så uopslidelige de kan være. Også du, min kære Paulus, også du kan tage ved lære, når du bare afslører hvor du har det fra!
– Du skriver om almindeligheder, jeg skriver om almindeligheder. Ikke så sært at man kan få den tanke at du skriver af efter mig.
– Eller omvendt! Har du sat dato på dine tekster som jeg har på mine?
– Ingen har, himlen være lovet, opfundet ophavsretten endnu, men vil du påstå at du har fundet på det hele selv? Ja, når det vi skriver ligner hinandens så meget, så må jeg jo bare konstatere at enten skriver jeg så banalt, at hvem som helst kan finde på det samme. Selv en som dig! Jeg mente det var originalt. Eller også skriver den ene af os af efter den anden!
– To sjæle én tanke!
– Som de siger, folk der ikke får andre tanker end dem de stjæler fra andre.
– Hvad så med det modsatte af at stjæle? Plante tanker i andre?
– Det er jo hvad du selv giver dig af med. Du vil udbrede en tro, hvordan kan du gøre det uden at påvirke andres tankegang? Deres følelser, hvis det er lettere. Du kender vel det simple kneb at slippe for skyld og dårlige manerer ved at vælte dem over på andre. Beskylde andre for det man selv bliver beskyldt for! Også for det som man beskylder sig selv for, uden at indrømme det! Det hele letter en smule hvis man kan skubbe det over på andre! Det sker helt ubevidst, men det kan altid gennemskues.
– Det med at rense sig for beskyldninger? Jeg gør det modsatte, jeg planter tro, ikke skyld og mistanke, jeg bibringer mine følgere en oplevelse, en erkendelse, en stor rigdom, en frelse!
– Er det ikke lidt meningsløst at skelne mellem de to ting? I begge tilfælde et invasivt indgreb i et medmenneske. Belaste med skyld eller religiøs tro? Love evigt liv eller stjæle sjæle? Jeg ved ikke om det vil lykkes, du er sikkert inde på noget af det rigtige, og det vil jeg sige dig: Hvis du vil skabe noget stort, ikke bare stort, men rigtig stort – så stift en religion! Ikke kun for at blive stinkende rig som det siges, kun undermålere tænker sådan. Og religionsstiftere. Skal det være enestående, epokegørende, paradigmeskiftende, verdensomspændende og verdensbetvingende stort, så skal du stifte en stor religion, en rigtig stor religion! Det er ikke nok at skrive af efter mig, det skal være dit eget! Og jeg siger dig, den skal være til at forstå, og den skal ikke være til at forstå!
– Det kan jeg godt genkende. En ny religion? Og jeg som bare ville opgradere og reparere lidt på den gamle!
– Noget af din religion skal være til at forstå, for at få alle med. Så simpelt at alle kender det i forvejen, man kender det fra sin egen hverdag, så man kan se sig selv i det – du ved, et knæfald for jeget, det selvoptagede, selvplagende jeg! Ikke pænt, ikke smukt, men nyttigt for sagen. Noget andet skal være ubegribeligt! Så dybt uforklarligt at det ikke er til at forstå! Man væltes bagover, man vil så uendeligt gerne trænge ind i det mystiske, fatter det ikke, man tror det er ens egen fejl og gør alt for at trænge ind i det mystiske som vi kalder det hellige! Det er tricket!
– Det er muligt. Nu ser vi helt bort fra de kommercielt indstillede, der bare vil trække profit på fænomenet. Den skal være for alle, den eneste sande religion, selv for velbehagelige, selvtilfredse stoikere som dig!
– Åh ja. Jeg er nu ikke så stoisk så det gør noget.
– Du henviser ustandseligt til Epikur?
– Han er heller ikke kun stoiker. Vi epikuræere er meget mere venlige og sympatiske, se bare på mig. Der er langt flere af en helt anden slags, som vi godt kunne undersøge til almindelig advarsel. Metafysikere og mystikere. Hvorfor kommer jeg straks til at tænke på Pythagoras?
I øvrigt, tricket, som du ikke afviser at tale om, det har folkeforførere altid benyttet sig af, store som små. Som i de pseudoreligiøse sekter, hvor lederen på en eller anden måde bilder sine følgere ind at han og han alene besidder en viden, som kun han har adgang til, som kun han har nøglen til, og som kun han kan tilbyde nogle få af sine udvalgte følgere at få et lille indblik i, trin for trin, flig for flig, mod betaling! Til sidst har enkelte følgere præsteret at kravle op til det øverste betalingstrin, men så er de blevet så indkapslet i projektet at de selv begynder at opkræve betaling fra de næste, og med den placering i pyramidespillet er der jo ingen der nænner at afsløre det hele som lukrativ svindel!
– Hvis du vil ha’ et godt råd. Vil du det? Fremsæt kun synspunkter hvis de kan begrundes, for du vil blive spurgt. Kom kun med påstande hvis de kan bevises, for de vil blive afprøvet. Stil spørgsmål, gerne sokratiske, gerne ledende, gerne selvindlysende, gerne dumme. Spørgsmål er meget bedre end påstande, for man kan altid stille spørgsmål uden at hæfte for noget svar. Men undgå ledende spørgsmål! For det er manipulation. Giv aldrig løfter om noget som helst. Sig kun noget hvis det er nødvendigt. Og vær uskarp. Teknikken er at udtrykke sig upræcist, hellere sigte lidt ved siden af end på selve målet. Så får dine følgere fornemmelsen af at finde frem til sandheden på egen hånd. Den sejr må du unde dem!
– Hvad skal vi også med alverdens beviser når vi finder den åbenbarede sandhed?
– Det er den konklusion dine troende gerne skal komme frem til!
Vigtigheden af prydgenstande
– Men hvad er det her for en gammel, glemt, længst tilbagelagt strid, der gennemtrænger alle dine anvisninger og formaninger? Hvordan man behandler sin manddoms prægtigste pryd, og hvorfor I forlanger det samme af alle andre, kan du forklare det? Skal man absolut være udstyret med den kropsdel for at være med, og endda snitte den til? hvordan stiller det den del af befolkningen der ikke er udstyret på samme måde? I mener jo at det kan være ligegyldigt om pryden er beskåret eller ej, med eller uden præputium kan man vel trænge ind i jeres menigheder, lige så let som det sted den er skabt til? Ja undskyld, her i landet taler vi rent ud i daglig latin, lige fra gaden, behøver ikke besmykke det med græske omskrivninger. Jeg forstår godt at man ved at frafalde kravet om lemlæstelse åbner for en dramatisk udvidelse af jeres målgruppe. Men når den detalje udtrykkeligt fremhæves i snart sagt hvert af dine breve, må det ligge jer stærkt på sinde! Selvom du frakender det enhver betydning? Vi kan se historikken i jeres regler med ændringer og tilpasninger, sammenligne dem med almindelige foreningsvedtægter og statsforfatninger, og når den slags bliver revideret, vil vi se rettelserne som afslørende spor efter de problemer som rettelserne skulle løse! Jeg siger bare at det ikke kun er afslørende, det er også uudsletteligt. Det er ikke kun uudsletteligt, det er også åndssvagt. Og den meget omtalte pryd, den der omtalte, famøse kropsdel, er den virkelig det første man ser når I kommer gående, går I allesammen rundt og stritter med den til offentligt skue, så man straks kan se hvem der er hvem? Er I ekshibitionister, lider I af pryds-fetichisme eller andre primitive vrangforestillinger, mangler I beklædning til at skjule jer og beskytte jer, eller råber I bare op om det for at hænge jødedommen ud, den som I alligevel stammer fra, er det for at distancere jer så meget som muligt fra den, fordi jeres opgør med den er så nyt? Jeg tror du skal regne med at fremtiden og den almindelige oplysning vil afdramatisere dette forhold, så det alene bliver et modespørgsmål, og så vil dit angreb på en latterlig mode se lige så latterligt forældet ud! Det er måske ikke meget andet end en identitetsmarkør, ikke meget anderledes end rygmærker, fodboldtrøjer og andre ydre tegn, som tatoveringer og klanmærker, men som kan holdes skjult for dem man ikke lige ligger intimt sammen med.
– Du taler om en tradition. Fra gammel tid kaldes det en pagt med Gud, påføre sig et tegn på at høre til det udvalgte folk, ved at skære noget fra. Noget må ofres. Ligesom i de første tider hvor man ofrer den første afgrøde, så det første lam, og når intet hjælper, den første søn! Så er det da mere civiliseret at skære lidt af sig selv, noget man alligevel kun bruger sjældent og ikke ret meget. Den pagt skiller vi os af med, det betyder strengt taget ikke noget længere, nu skal alle være velkommen i vores nye tro, med eller uden emblemer, rygmærker, firmalogoer og kropsdekorationer. Enhver, selv en som dig, har jeg udtrykt mig tydeligt?
– Tydeligt? Du snakker udenom, det du fabler om er det skøreste jeg nogensinde har hørt! En trosretning der lever af at gøre forskel! Som lever af at skelne mellem sin egen tro og andres! Det samler ikke, det spreder! Er du klar over, at det er den slags der sår splid mellem mennesker, til enhver tid, i alle generationer!
– Ja ja, det var den gamle tro. Alle ville gerne vise hvem hvad og hvor de hørte til. Jeg prøver bare at sige til dem at det absolut ikke er nødvendigt. Man skal ikke vise hvem hvad og hvor man hører til. Nogen synes det er meget vigtigt, det må vi lade dem om. Det er netop derfor vi må afskaffe omskærelsen som en pagt med Gud! Ethvert kendetegn gør skade, når det bruges som adgangsbillet til en gruppe, for det skiller i stedet for at samle! Jøderne har deres love og deres pagt, og må leve med de små latterlige tegn på den. Grækerne har deres viden og deres filosoferen, deres gudeverden bruger de kun som figurer i skuespil og digte. Vi kristne har vores tro! Den tro er rummelig…
– Ja, i den kan man skjule de mest fantastiske historier, bruge den til alskens svindel og bedrag! Vi har noget på hinanden. Du var med til at forfølge de kristne, indtil du selv blev en af dem. Jeg blev taget i at se gennem fingre med forfølgelse af minoriteter og brug af dem som skydeskive og underholdning.
– Husk at de kristne hører til minoriteterne. Imperiet overgår alt i brutalitet og bestialitet.
Flugtdrømme
– Vi kommer ikke ud af stedet på den her måde, siger Seneca. – Nu skal vi prøve noget helt andet, noget sjovt, noget med prognoser og fremskrivning. Tænk stort, tænk frem! Om få hundrede år, tre eller fem hundrede år, så findes dette elendige imperium selvfølgelig ikke længere. Mon ikke det går på samme måde med din tro?
– Bestemt ikke! hører du ikke efter? Den er for evigheden!
– Jaja, store ord. Men hvilken fremtid tegner der sig så?
– Troen på den opstandne frelser breder sig, som du selv har udbredt dig så overbevisende om, den bemægtiger sig al indflydelse hele vejen rundt om havet, selv højt mod nord, helt op til bjergene som kaldes alperne. Muligvis endnu længere, blandt hedningene! I øjeblikket tænker vi en del på occidenten, langt ude mod vest, det fjerne Iberia. Alle vores tro forkyndere af troen helliger sig det krævende arbejde og lever et nøjsomt ydre liv med et rigt indre, de afviser alle verdslige nydelser, skaffer sig ikke rigdom og luksus, indgår ikke ægteskab, alt det forsager de for kun at være passioneret i forholdet til den opstandne frelser! Kald det kærlighed.
– Hvis du sætter ægteskab i forbindelse med nydelse og luksus, kender du ikke meget til ægteskab. Det kunne vel også være for at forhindre jeres forkyndere i at få efterkommere og grundlægge dynastier?
– Nu er du ond. De er lydige, dydige og troende!
– Hele vejen op gennem hierarkiet, for et hierarki opstår vel?
– Stop så, det er ikke sjovt!
– Så hele vejen ned gennem historien.
– Du mener vel op.
– Jeg mener ned. Historien fører os kun nedad, fra fortidens glorværdige guldalder til nutidens slum.
– Det er kun så længe vi tæller ned til år nul! Så begynder det at gå opad igen.
– Skriver vi da ikke oppefra og nedefter? Det ældste vi skrev, det står øverst, det nyeste vi skriver, det står nederst!
– Ja, men nyere tider lægger sig oven på ældre. Mener du ikke at når vi smider noget væk, så ser vi det nye skidt lægge sig ovenpå det gamle? Det nye tempel bygges ovenpå det gamle, den nye by opstår ovenpå den gamle! Affald stables, byer stables, sådan går det opad, gennem hele historien, uanset hvor meget du skriver den ned!
– Er der i det hele taget et år nul? Tæller vi årene? Hvor skal vi sætte nulpunktet?
– Hvis du spørger mig, må der være ved den mest skelsættende begivenhed for verden, for mennesker. Det må blive ved opstandelsen! Noget mere betydningsfuldt tidspunkt findes ikke! Fra det tidspunkt begynder den nye tid!
– Vi har en tradition med at begynde det nye år ved forårstid, hvor man sår sine sædekorn for at få den bedste høst. Tror du din opstandelse skete ved forårstid?
– Det gjorde den faktisk! Vistnok. Første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
– Det passer godt med marts som den første måned. Efter måneder opkaldt efter guder og kejsere kommer september, den syvende, oktober otte, november ni, december ti.
– Så må vi prøve at overbevise de kejserlige kalenderansvarlige om det. Hvis det ikke allerede er for sent. Jeg tror de planlægger året til at begynde ved den korteste dag.