Hva’ så, Paulus?
Læsevejledning
Hva’ så, Paulus? er skuespillet om Seneca og Paulus, som begiver sig ud på besøgsrunder til tænkere og forfattere, fra de ældste til de seneste skriftlige kilder.
Skuespillet har to hovedpersoner med forbillede i de historiske personer Lucius Annæus Seneca og apostlen Paulus. Med disse figurer begynder handlingen i Rom, i år 64 eller 65, nogenlunde tidsfæstet efter tidens nye kalender, den julianske. Paulus-figuren lader sig tage til fange, og kommer under forhør hos indehaveren af rollen som Seneca. Her må de affinde sig med hinandens selskab, da også Seneca er kommet under mistanke for statsfjendtlig virksomhed. Tilbageholdt i Senecas palads bruger de tiden til at tale med og om hinanden og sig selv, og om verdenssituationen. Indtil Seneca arresteres og efter traditionen må henrette sig selv, efter ordre fra romertidens prototype på den psykoinfantile, narcissistiske statsleder, kejser Nero.
Imens undslipper Paulus, men indhentes og eksekveres kort efter, i den almindelige udrensning af dem der ved fremtoning og adfærd ikke i tilstrækkelig grad synes at give udtryk for dybfølt romerskhed i hjertet.
Dette er i korthed indholdet af I. akt (her benævnt med romertal), hvor de to diskuterer antikkens tænkning og hinandens skriftlige arbejder. I de følgende akter fortsætter de i efterlivet deres snak om verden, livet og mysterierne, sammen med verdslige og troende tænkere frem til vor tid. Nu i egenskab af bogstaver, ord, sætninger, trængt sammen i papyrusruller og bogbind på hylder og i biblioteker, med fri adgang til tekster fra alle i tilsvarende posthume tilstand.
Der bruges betegnelser som akter og scener som i manuskript for et skuespil, for at holde de historisk anlagte synsvinkler op mod nogle mere fritstillede betragtninger.
De tegnede illustrationer med bl.a. portrætter af hoved- og bipersonerne er det nærmeste skildringerne kommer den virkelige verden.
Kun første akt har adgang til historiske handlinger og omgivelser, med virkning på aktørernes replikker, adfærd, fremtoning mv.
Resten af begivenhederne udspiller sig posthumt, for samtlige medvirkendes vedkommende. Så er alle teatrets virkemidler væk, vi må tænke os til replikker og dialoger med udgangspunkt i de tekster der foreligger fra hovedpersoners og bipersoners side. Dramaturgiens elementer er ord, sætninger, scener og akter, scenografiens elementer er hylder, biblioteker og bogsamlinger. Alt baseret på skriftlige frembringelser, udgivne og efterladte, med det skrevne ord alene uden forklaring og tolkning.
Dette er hensigten fra begyndelsen. Det lykkes ikke altid med den største præcision. At det hele er hensat til et tænkt dukketeater bør vække en mistanke. At hele fortællingen bygger på en historisk usandhed, som at Seneca og Paulus engang skulle have udvekslet breve og endda have mødt hinanden, kunne fra start til slut lede til fornemmelsen af at bevæge sig rundt i den rene fiktion. Det er netop her, figurerne med Seneca og Paulus i spidsen ser deres frihed til at fortælle os noget.
